Alt godt kommer til den, der venter

Overskriften er en sætning, der igen og igen bliver ved med at poppe op i mit hoved. Er det endelig Gud, der taler til mig?

Gud og jeg er ved at blive gode venner. Vi har selvfølgelig altid kendt hinanden, og jeg har delt mange ting med ham, men det er først herovre i Honduras, jeg er begyndt at indse, hvad han måske prøver at sige til mig. Min veninde spurgte mig en dag, om vi skulle tage til Honduras. Og jeg må sige, jeg ikke var meget for det efter at have hørt om de grusomme ting, der kan ske der. Men en aften bad jeg intenst til Gud for at høre ham ad, om han virkelig ville have mig af sted. Jeg flippede en to-krone, og den side, mønten vendte, viste, at det skulle blive en realitet.

Nu har jeg været i landet i godt halvanden måned, og jeg har tit været fortvivlet over, hvad han vil have mig til at hjælpe med på børnehjemmet, og hvad han i det hele taget ønsker af mig. Men en dag så jeg et helt nyt perspektiv. Det kan godt være, at det ikke er på børnehjemmet, jeg hjælper mest, men at det er de oplevelser og indtryk, som jeg får, der er meningen med mit ophold. Eksempelvis har jeg mødt en ung mand på min egen alder. Han bor ude i en landsby, hvor man virkelig kæmper for at klare sig. Beboerne venter på, at grøntsagerne skal give udbytte og håber, at vejret ikke ødelægger dem. Fyren tjener godt 33 kr. om dagen, og hans omgangskreds drikker for at glemme. Mødet rørte mig dybt. Jeg følte, at jeg blev nødt til at sige til ham, at han aldrig måtte give op og bare måtte tage én dag ad gangen.

Den dag i dag er jeg begyndt at indse mere end bare fattigdommen. Jeg ser en kamp, som befolkningen kæmper – en kamp for noget bedre i deres land og liv, og at de klarer sig med det, de hver især har. Landet har ganske vist sine problemer, men de folk, som Gud har velsignet mig med, lader sig ikke skjule. Alt godt kom til mig, da jeg ventede, og jeg håber virkelig, at alle i dette land må få et lys i deres hverdag, og at de ikke skal vente alt for længe!