Nygift par skal være missionærer i Tanzania

Økonom Louis William Møllerfors og lærer Anna-Marie Lauenstein skal udsendes til Tanzania den 21. maj.

Danmission udsender Louis W. Møllerfors og Anna-Marie Lauenstein fra Nykøbing Falster d. 21. maj.

Danmission har ansat Louis W. Møllerfors som ny landerepræsentant i Tanzania.

Fra 1. juli 2017 er økonom Louis William Møllerfors og hans hustru, den læreruddannede Anna-Marie Lauenstein, udsendt til Tanzania for den folkekirkelige organisation Danmission.

Kolleger gennem flere år

De to var var gennem flere år kolleger i Danmission, indtil de fik øje på hinanden og blev gift sidste år. Det betød i første omgang, at Louis flyttede fra Brønshøj til Lolland-Falster. Nu er parret så på vej til Afrika.

Den 49-årige Louis William Møllerfors har de seneste fem år været udviklingskonsulent for Danmissions genbrugsbutikker i Region Hovedstaden. Han skal fremover være landerepræsentant og dermed tovholder på alle Danmissions partnerrelationer i Tanzania.

Anna-Marie Lauenstein, 48 år, har hidtil været netværker og indsamler i Danmission. Hun skal fremover bl.a. arbejde med uddannelsen af søndagsskoleledere i Karagwe Stift, hvor parret bosætter sig.

Louis William Møllerfors glæder sig til at komme tæt på Danmissions arbejde.

”Jeg tog det første store livsskifte, da jeg gik fra et job i det private erhvervsliv til en stilling i Danmission Genbrug. Her har jeg også brugt min økonomiuddannelse til at fremme noget – det har bare handlet mere om et velgørende formål og mindre om min egen karriere,” siger den nye landekoordinator.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Fra Puerto Rico og Gråsten til Tanzania

Louis William Møllerfors er vokset op med sine forældre og søskende i Puerto Rico, hvor hans far arbejdede som ingeniør. Siden bosatte familien sig i Malmø, hvorefter Louis William Møllerfors tog sin uddannelse på handelshøjskolen i København for derefter at få job i London.

I Gråsten, hvor Anna-Marie Lauenstein stammer fra, var Indre Mission og KFUM/K det kirkelige miljø i barndommen, og hun var vant til at komme i missionshuset og lytte til missionærernes fortællinger om deres arbejde.

”Jeg tror, både Louis og jeg er meget bevidste om, at der er mange og ikke kun én rigtig måde at være kristen på. Og det, håber jeg, vil være til vores fordel i Tanzania. Mens Louis taler om Gud som lyset, så er Jesus det ord, jeg er vokset op med,” siger hun.
”Vi har ikke kunnet lade være at spørge os selv: Hvorfor finder vi pludselig sammen? Vi har været i Danmission i flere år uden, at der er sket noget. Så hvad er der på spil nu? Hvor er vi på vej hen sammen?” spørger Anna-Marie Lauenstein, og Louis William Møllerfors supplerer:


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Der er sket rigtig meget på et enkelt år. Vi fandt sammen, blev gift, og jeg flyttede fra Brønshøj til Lolland-Falster. Senere var jeg med på en rejse til Tanzania for at se Danmissions arbejde. Så blev jeg valgt ind i menighedsrådet i Toreby Kirke, og det lyder måske skørt, men jeg tror, at det hele var en del af planen frem mod udsendelsen til Tanzania.”

Louis William Møllerfors overtager titlen som Danmissions landerepræsentant i Tanzania fra Simon Kristensen, der efter næsten 14 år for Danmission i Afrika netop er vendt hjem til et nyt job i Aarhus.

Anna-Marie Lauenstein og Louis William Møllerfors bliver udsendt fra Sundkirken i Nykøbing Falster. Danmission inviterer alle interesserede til udsendelsesgudstjenesten, der finder sted søndag d. 21. maj kl. 10.