Merethe blev mor for børn på børnehjem

Merethe følte sammen med sin mand et kald til at rejse til et børnehjem i Honduras. De blev afvist, men rejste alligevel – og blev der i 15 år!

Merethe Bækgaard Sonne, 42 år, og ægtemanden Kurt Jordan besluttede sig som nygifte for at give Gud et år – ved at arbejde som frivillige på Børnehjemmet Emmanuel i Honduras. Det blev til femten år fyldt med gode og barske oplevelser.

Til maj er det fem år siden, parret vendte tilbage til Roskilde Baptistkirke med deres tre dejlige børn, Samuel på 14 år, Sarah på 12 og Silas på 8. Siden har Merethe været administrerende pedel, og familien bor i en tjenestebolig ved kirken.

Merethe er født og opvokset i Roskilde, hvor forældrene var med i byens baptistkirke. Her mødte hun Kurt kort efter, at han som 17-årig tog imod Jesus og kom til kirken med en ven.
– Da jeg mødte Kurt, mærkede jeg fred og følte, at jeg kom sikkert i havn. Det var sådan ”nu er jeg hjemme-agtigt, forklarer hun.

Fik samme kald

Kort tid efter besøgte en missionær fra Ungdom Med Opgave deres kirke og viste lysbilleder fra Brasilien.
– Det talte bare SÅ meget til mig. Jeg modtog det i hjertet og tænkte ”jeg skal også afsted”, men jeg sagde ikke noget til min kæreste. Først et år senere, da vi var blevet ringforlovet, kom vi til at tale om det. Han havde følt akkurat det samme.

”Hold da op. Hvad skal vi? Hvor skal vi hen?”…Efter at have talt med en af vores tidligere ungdomslederne om det, besluttede vi at give et år til Gud, når min forlovede i 1997 var færdiguddannet som elektriker, og jeg var færdig med et vikariat i en børnehave.

På en skovtur friede Kurt, og parret blev kort efter gift. De gjorde sig umage for at finde det rette sted at tjene Gud:
– Vi fik en mappe med en oversigt over 200 steder i verden, hvor vi kunne blive missionærer, og vi bad over hvert eneste sted. Men der var ikke noget, der føltes rigtigt. ”Hvad så Gud?” spurgte vi i bøn. Min mand var på det tidspunkt træt af hele miljøet og jargonen i hans branche – og han bad: ”Her er jeg Gud – send os!”

Så var der et vennepar i Jylland, der skulle giftes. Til receptionen siger en gæst til Merethe og Kurt: ”Jeg hører, I leder efter et sted at tage hen. Jeg synes, I skal tage til Børnehjemmet Emmanuel i Honduras.” Det vakte genklang i dem begge.

Børnehjemmet

Emmanuel er startet af et amerikansk ægtepar, David og Lydia, som ikke kunne få børn. David så en vision med en sol med sorte pletter…hvor han kom tættere og tættere på, indtil han kunne se, at pletterne var børn. Han følte, at Jesus bad dem hjælpe børnene.
Nogle år inden visionen var ægteparret blevet born-again-christians (født på ny). Efter visionen forlod de deres luksusliv i USA – solgte alt for at hjælpe børn i nød: Lamborghini, herskabsvilla… Og hans vellønnede lederstilling blev opsagt.

– Da vi kom til Honduras, havde David og Lydia drevet stedet i fem år. Der var 186 børn, og der havde kun været få danske volontører før os. Vi skrev til børnehjemmet, men fik nej, fordi vi var nygifte. De ville værne om vores ægteskab, da dagligdagen på Emmanuel er krævende. Men vi tog afsted alligevel. Fem måneder senere ankom vi til deres store overraskelse, fortæller Merethe.

– Det var meget primitivt dengang. I starten sov vi i et træværksted, hvor vi delte en drømmeseng – med græshopper og andre små dyr flyvende omkring os. Men vi delte senere et lille rækkehus med andre volontører.

I starten passede jeg ”vuggestuebørn”. Kurt kom med i byggeprojekter og varetog alt det daglige som souschef.

Recept fra Gud

Fire måneder efter parrets ankomst rejste det amerikanske ægtepar til USA for at skaffe donationer til hjemmet. Mens de var væk, skulle Merethe og Kurt i seks uger lede hjemmet sammen med en lokal medarbejder. Det blev en hård, men også lærerig og smuk tid.

– En lille pige med svær astma fik en aften anfald. Der var ingen hospitaler i nærheden, og Lydia, som var selvlært sygeplejerske og vidste noget om medicin, var i USA. Pigen var ved at dø, og vi anede ikke, hvad vi skulle gøre. Så bad jeg: ”Kære Gud, nu åbner jeg medicinskabet, og så må du vise mig, hvad jeg skal gøre…”

Merethe følte sig guidet til at tage noget Vicks creme og smøre det på pigens brystkasse. Hun sad med hende i armene og bad og bad og bad.

– Pludselig følte jeg, at astmaen blev løftet væk i ét nu. Pigen kunne igen trække vejret normalt, fortæller hun.

Tragedien ramte

En anden gang, hvor David og Lydia også var i USA, havde Merethe et af sit livs værste oplevelser.

– Der var en meget deprimeret pige på børnehjemmet. Hun var 12 år og kom hver dag. Når vi skulle lave mad, sad hun på mit trappetrin… hun var altid sammen med os. Der var på det tidspunkt hverken telefon eller tv på børnehjemmet, og derfor måtte Kurt Jordan og jeg engang imellem tage til byen.

– En dag vi var væk, drak hun sæben fra vores opvaskemaskine. Hendes tunge forsvandt, og det ætsede hele vejen ned til mavesækken. Men hun var faktisk i bedring, da hospitalet valgte at bruge hende til et eksperiment. De ville se, hvad syren havde gjort hele vejen indeni, og skar hende op. Det døde hun af. Pigen havde fem gange tidligere forsøgt selvmord. Det er noget af det værste, jeg har oplevet. Men jeg ved, at pigen er hjemme hos sin far i himlen nu, siger Merethe.

Fred trods alt

David og Lydia sagde aldrig nej til børn. Handicappede, mongoler eller børn, der havde været udsat for overgreb, gadebørn, der var vant til survival of the fittest…
Alligevel herskede der for det meste en overraskende fred blandt børnene på Emmanuel.

– Guds kærlighed gennemstrømmede de allerfleste. Der var et tvillingepar på fem år med AIDS, der blev helbredt ved bøn, inden vi kom. Deres mor var prostitueret.
Vi brugte ligeså meget tid i kirke med børnene som på at passe og opdrage dem og dække hverdagens behov.

En dag stod vi med en gruppe unge og bad. Så var der pludselig en, der begyndte at gå baglæns – tydeligt besat af en ond ånd. Da vi bad, løftede hun sig fra jorden og faldt i ”sjove” stemmer. Efter tre omgange forbøn begyndte pigen at få bøn over læberne, og så blev hun sat fri.

– Bagefter blev der sat englevagt omkring hende, fordi den ånd måske flakkede rundt, og hun fik en fast tilknytning til nogle modne kristne lærere, fortæller Merethe.

At holde ud i kaldet

Ca. fem måneder efter deres ankomst til børnehjemmet fik de en godtgørelse for deres flybillet og brugte pengene til en ekstra bryllupsrejse – til Miami Beach.
Her fortalte Kurt Jordan, at han under bøn var blevet overbevist om, at de skulle blive i Honduras længere end de planlagte ni måneder, fordi ”Gud har startet et arbejde i os – en forvandling af os, som han ønsker at fuldføre…”

Det var et chok for Merethe, der var tæt knyttet til sin familie og venner i Danmark. Hun svarede: ”Du kan blive, jeg tager hjem!”

Efter en del gråd måtte hun dog senere erkende, at det blev bekræftet af Gud. Bl.a. da hun tre gange søgte svar ved at slå tilfældigt op i Biblen. Det førte hende til at læse om: ”Du skal forlade din mor og far og følge mig”….”dagligt bære dit kors”…og ”De stærke skal bære de svage.”

Så skrev hun til sine forældre, at hun ikke kom hjem. Det var et svært brev at skrive.

Da de efter fem år på børnehjemmet skulle have deres første barn, valgt Merethe at føde i Danmark for at ære sin mor og far. Det samme med nummer to og tre.

Åndelige oplevelser

I de 15 år som missionærer havde parret mange åndelige oplevelser. Bl.a. havde Kurt forudsigende drømme, og gang på gang oplevede de at blive hjulpet økonomisk, når nøden var størst – med uventede donationer på beløb af en størrelsesorden, der passede akkurat til deres behov.
– Vi levede i en osteklokke de år på børnehjemmet – hvor jeg gik på ”Helligåndens Universitet”.

De 14 år, jeg var leder, var jeg den rådgivende, nyskabende og konfliktløseren, der administrerede skolen med hjælp fra frivillige fastboende og ansatte lærere fra landsbyen. Bøn uden ophør blev min dagligdag. Og tiden gjorde mig til den, jeg er i dag. Gud gjorde arbejdet i mit indre gennem de børn og unge, jeg havde kontakt med i lilleskolen, folkeskolen og den videregående uddannelse, vi havde.

– Vores kald er ikke slut, selvom vi flyttede tilbage til Danmark, men den forvandling, Gud ønskede, var endt. Vores kald skulle nu føres videre et andet sted, siger Merethe Bækgaard Sonne.