Ida Auken: Kristendom og politik hører sammen

Politikeren Ida Auken fortæller i KKR/TV, at hun har en kristen tro, som også følger hende i det politiske.

Troen former mig i at alle de beslutninger, jeg tager, og hvordan jeg ser på mennesket, verden og vores ansvar, fortæller Radikales miljøordfører Ida Auken til KKR-TV.

Politikere skal mene noget og tage mange beslutninger. Det er vigtigt at mærke efter og beslutte ud fra ens egne værdier og dybe overbevisninger, mener folketingspolitiker Ida Auken (R). Her kommer troen til hjælp, fortæller hun åbent i programmet ”Livsværdier” på KKR-TV.

KKR-TV er medlem af Den Kristne Producent Komité, der er paraply for 35 kristne lokale radio- og tv-stationer. KKR-TV har mange års erfaring. Tv-stationen brød Danmarks Radios monopol allerede i 1984 og sender alt fra gudstjenestetransmissioner til portrætprogrammer.

Det er her, interviewet med Ida Auken kommer ind. I programmet ”Livsværdier” får interviewpersonerne virkelig lov til at tale ud. Som Bertel Haarder, Niels Hausgaard, Jonas fra Hymns from Nineve og mange flere har gjort det, godt hjulpet af den kendte skuespiller og studievært Dina Al-Erhayem.

Mening og skønhed

Kan man adskille religion og politik?
Nej, mener Ida Auken, der er medlem af Folketinget og miljøordfører for De Radikale. Kristendommen er en så integreret del af hendes liv og dybeste overbevisninger, at hun tager den med, hvor hun går og står. Gud giver mening og skønhed i skaberværk og medmenneske, og Helligånden hjælper med inspiration og begejstring, når man er ved at løbe tør!

Det fortæller Ida Auken i portrætprogrammet, som også kan ses på KKR-TV’s YouTube-kanal. Her fortæller den kendte miljøforkæmper om den kristne tros betydning for hendes menneskesyn, både som person og politiker.

Troen er integreret

Du er ikke bange for at have religion med på arbejde?
– Nej tværtimod, jeg ville synes, det var mærkeligt, hvis religion var noget, jeg skulle aflægge, når jeg går på arbejde. Den er jo en helt integreret del af mig. Så hvordan skulle jeg kunne lade min overbevisning om, hvordan verden er skruet sammen, ligge derhjemme?
Hvordan former kristendommen dig?
– Den former mig i at alle de beslutninger, jeg tager, og hvordan jeg ser på mennesket, på verden og det ansvar, vi har over for hinanden og det samfund, vi skal skabe nu og her og i fremtiden, fortæller Ida Auken.

Religion giver perspektiv

Mange tror, at religion giver snæversyn, fortsætter hun.
– Men i min verden giver den faktisk perspektiv. Det er endnu et lag at tyde verden på. Jeg har ingen problemer med naturvidenskab og hjerneforskning, men jeg har en ekstra tydning, et ekstra lag i tilværelsen, hvor min moral og mine forpligtelser ligger.

– Nogle mener, at religiøse mennesker er irrationelle. Det er jeg uenig i. Jeg tror, vi alle sammen har ret stærke overbevisninger. Nogle har vi fået med fra vores opdragelse og vores kultur, og nogle har vi tænkt os frem til gennem tilværelsen. De er ikke alle sammen rationelle, og det tror jeg ville gavne debatten, at vi alle sammen havde en forståelse for.

Vi rummer godt og ondt

Ida Auken når at tale sig rigtig varm i løbet af udsendelsen. Man kan mærke, at hun brænder for de kristne livsværdier.
– Nogle mener, der findes gode og dårlige mennesker. Det mener jeg ikke. Jeg mener, at der findes kræfter i os, som er begge dele. Jeg kan mærke begge dele i mig. Og jeg skal være bange for de dage, hvor jeg ikke kan mærke det. Hvis jeg kun finder mig virkelig god eller virkelig skidt; det er ikke en god dag. For hvis man føler sig virkelig god, så opdager man ikke, når man tramper hen over andre. Og hvis man føler sig som et virkeligt dårligt menneske, hvorfor skulle man så stramme sig an? Jeg føler, at begge dele lever i mig, og derfor kan jeg prøve at fremelske de gode ting og få de dårlige ting under kontrol.
– Men vi har også brug for et samfund, der sætter rammer for, at vi kan bruge de frie sider i os, men også begrænse de sider i os, der vil berige sig selv og gøre noget, der skader andre mennesker.

Et lag dybere ned

Har du den bevidsthed med ind som politiker – hele tiden? spørger Dina:
– Ja, altid. Når jeg skal tage stilling til lovgivning og skal tage en beslutning, mærker jeg efter i intuitionen. Den siger noget meget hurtigt. Så sætter man sig ned og analyserer det og får tal og viden om effekter og konsekvenser. Men så må man jo et skridt længere ned og spørge ud fra ens principper, værdier og mening om verden: Hvad er egentlig formålet her? Det er klogt at komme det lag dybere ned, inden man tager en beslutning, som har betydning for mange mennesker.

Tror på guddommelig intention

Og så det direkte spørgsmål på ægte KKR-vis: Tror du på Gud?
– Ja, det gør jeg! Jeg tror ikke på en mand med gråt skæg, der styrer os alle sammen, men jeg tror på en intention, en vilje, en kraft, som har skabt mening. Naturen er så smuk, så hvorfor skulle der ikke være en mening bag? Når jeg ser et andet menneske, som har ånd i øjnene, og når jeg selv står og skal holde en tale og lige pludselig får inspiration, så tror jeg på noget, der er meget større end mig.

– Inspiration betyder jo at blive blæst ind i, åndet ind i. Og det er det, man føler: At man får det hele serveret. Man får det hele forærende, når man er åben for tanker og kræfter. Jeg føler nogle gange, at jeg får hjælp af Helligånden, når jeg får gejst og begejstring, fortæller Ida Auken.

Teolog og præstedatter

Og det kristne er slet ikke fremmed for hende. Ikke blot er hun uddannet teolog, men har også undervist som ekstern lektor på Teologisk Fakultet på Københavns Universitet. Og som datter af den kendte SF-politiker, Europa-parlamentariker og præst Margrete Auken kan hun næppe have undgået en kristen påvirkning.

Programmet vises på KKR-TV, der er en af de 35 kristne lokalstationer i Danmark, som samles under paraplyorganisationen Den Kristne Producent Komité.