Staten kan nu fjerne kristne familiers børn

Den 16. april 2016 blev der holdt demonstrationer mange steder i verden, efter at det norske Barnevernet havde fjernet børnene fra en norsk-rumænsk kristen familie på Vestlandet i Norge.
Foto: Ingunn Marie Ruud, KPK

Der er tale om en totalitær lov til fordel for LGBT, mener kristne iagttagere.

Ontarios lovgivende forsamling har dagen før sommerferien vedtaget en lov, der giver staten ret til at fjerne børn af familier, som menes at være modstandere af seksuelle minoriteters rettigheder.

Loven ”Bill 89” (”Supporting Children, Youth, and Families Act”) blev vedtaget med 63 stemmer for og 23 imod, skriver LifeSiteNews den 1. juni.

Mange protesterer

”Pro-family”-grupper protesterer imod, at staten ifølge loven må gribe ind overfor familier med traditionelle kristne holdninger.
Bill 89 vil nemlig ikke bare give staten mulighed for at fjerne børn fra familier, som er imod den politisk korrekte holdning til LGBTQI (seksuelle minoriteter), men vil også forhindre at ægtepar med denne indstilling får adgang til at pleje eller adoptere børn.

Den nye lov nævner også ”kønsidentitet” og ”kønsudtryk” (hvordan en person klæder sig og på andre måder viser sin opfattelse af eget køn). Disse faktorer bør vurderes ud fra, hvad der er bedst for barnet, hedder det i loven.

Forældres tro betyder intet

Loven afviser at tage hensyn til forældrenes tro. Børneværnet skal kun tage hensyn til den ”trosopfattelse”, barnet selv udtrykker.
– Med afstemningen om Bill 89 er vi nået til en æra, hvor staten har totalitær magt på en måde, som det aldrig før er set i Canadas historie, siger Jack Fonseca, der er senior politisk strateg for Campaign Life Coalition.

“Tag ikke fejl af det: Bill 89 er en alvorlig trussel mod kristne og alle andre troende, som har børn eller håber at få lov til at adoptere. Jeg er skuffet, men ikke overrasket”, lyder kommentaren fra Tanya Granic Allen fra Parents As First Educators (PAFE). Hun tilføjer, at Kathleen Wynne fra Ontario Liberal Party i årevis har kæmpet for denne type lovgivning.

De konservative parlamentsmedlemmer stemte alle imod lovforslaget. Det skyldes politisk lobbyarbejde fra både Campaign Life Coalition, PAFE samt The Association for Reformed Political Action (ARPA). Tilhængerne var folk fra det liberale parti og nogle fra New Democratic Party.

Drastisk forebyggelse

Den nuværende lov taler om at beskytte børn, som lider eller risikerer at lide psykisk eller følelsesmæssig overlast i hjem, hvor forældrene ikke giver barnet adgang til behandling. Børneværnet har skullet handle, så det giver ”mindst mulig splittelse”. Men Bill 89 går ind for forebyggelse gennem en tidlig og drastisk indsats.

”Det indebærer, at indgriben ikke skal ses som mere ødelæggense end ikke-indgriben”, vurderer ARPA i en rapport om sagen.

Børne- og familieminister Michael Coteau har udtalt, at han ser det som ”misbrug”, hvis forældre betvivler en teenagers selvforståelse som LGBTQI – eller hvis de beder deres teenager ændre adfærd.

”Jeg ville opfatte det som en form for misbrug, når et barn identificerer sig på en måde, og dets værge siger: ’Nej, du skal gøre det på en anden måde. ’ Hvis det er misbrug, og det ligger inden for definitionen, kan et barn blive fjernet fra det miljø og placeret et beskyttet sted, hvor misbruget stopper”, udtalte Michael Coteau.

En ny lov i Ontario giver myndighederne frie hænder til at fjerne børn fra hjemmet, hvis forældrene mistænkes for at ville påvirke børnenes adfærd og selvopfattelse med bibelske normer.
Diskrimination?

Nu kan børnehjælps-organisationer ”brase ind gennem din dør og gribe dine biologiske børn, hvis du er kendt for at være imod LGBT-ideologien og den bedrageriske teori om ’kønsidentitet’. Det kan ske, hvis nogen fx påstår, at dit barn er tiltrukket af sit eget køn eller forvirret omkring sin køns-identitet”, mener Jack Fonseca.

– Vi har allerede set lignende tyranni andre steder, fx. i Norge, hvor Barnevernet har været involveret i mange kendte sager om fjernelse af børn fra familier med traditionelle principper, tilføjer han.

Jack Fonseca mener, at den nye lov gør det muligt for de sociale myndigheder at diskriminere mod kristne, som ønsker at adoptere eller få børn i familiepleje.

”Endda før Bill 89 blev vedtaget, umiddelbart efter at den blev introduceret i december, hørte jeg om adskillige kristne par, som blev afvist som adoptivforældre på baggrund af deres dybe overbevisning om det traditionelle ægteskab og menneskelig seksualitet, siger han til LifeSiteNews.

Hvor er kirken?

Dette afslører venstrefløjens ”overvældende hykleri og antikristne fanatisme”, udtaler Jack Fonseca. Han peger på, at retten i Ontario i 1995 fastslog, at det var diskriminerende af børneværnet ikke at tillade homofile par at ansøge om adoption.

Men de samme aktivister, som råbte op om diskrimination i 1995, har nu aktivt lovgivet om den samme diskrimination overfor bibeltro kristne ved at udelukke dem fra at få børn gennem adoption.

– Vil venstrefløjen aldrig skamme sig over sit eget hykleri? spørger Jack Fonseca.
Han har henvendt sig til kristne ledere, især de katolske biskopper, for at spørge, hvorfor de ikke er trådt i karakter imod ”dette tyranni mod kristne familier og folk af anden tro”.

– Manglen på åndeligt lederskab er ved at slå os ihjel. Hver eneste gang de liberale politikere kører LGBT- monstret i stilling for at fratage os vore rettigheder eller udråbe os som onde fanatikere, hører vi intet andet end tavshed fra kirkens side. Det må stoppe, lyder Jack Fonsecas appel til kirkelederne.