UMO fejrer 30 år på Sjellebro

UMO Danmark ledes i dag af Ulrik og Nubia Corneliussen.

I 1987 overtog Ungdom Med Opgave den tidligere kro ’Sjellebro’ mellem Randers og Mørke. 30-års jubilæet fejres lørdag den 23. september 2017.

Den tværkirkelige missionsorganisation Ungdom Med Opgave har siden 1987 arbejdet ud fra den tidligere landevejskro ’Sjellebro’ mellem Randers og Mørke. UMO startede den første Dicsipeltræningsskole (DTS) på centeret Sjellebro ved Randers i efteråret 1987. Siden har centret holdt adskillige skoler, kurser og lejre og sendt teams ud med nødhjælp og evangelisation. Den gamle landevejskro har været igennem en omfattende renovereing og fremstår i dag som et moderne kursuscenter.

– Det bliver en fest, hvor vi skal fejre alt, hvad Gud har gjort gennem de 30 år på Sjellebro, men også en tid, hvor vi i tro vil fejre det, Han kommer til at gøre i fremtiden ud fra Sjellebro og UMO i Danmark. Så sæt et kryds i kalenderen den 23. september, lyder opfordringen fra landsleder Ulrik Corneliussen.

Fejringen om lørdagen starter kl. 14 og slutter kl. 22. Men allerede fredag aften er der åben caféaften med fælleskab og lovsang. Man kan læse mere og tilmelde sig på ywam.dk