UMO-familielejr i Fjellerup

Trevor og Linda Galpins fra Fatherheart Ministries er med på UMO’s familielejr i Fjellerup, hvor Trevor vil undervise. Parrets passion er at undervise om den profetiske åbenbaring af Faderens kærlighed, der bringer os til live som sønner og døtre.

450 kristne på tværs af kirkeskel samles i dagene 23. til 29. juli til årets store sommerstævne.

Lovsang, undervisning, fælleskab, slush ice og én af Djurslands bedste badestrande lige i nærheden. Det er kernepunkterne for årets sommerstævne i Ungdom Med Opgave (UMO), som holdes fra 23. til 29. juli i Fjellerup på Norddjursland.

Det vigtigste kernepunkt er selvfølgelig Gud og hans betydning i vores liv.
”Vi ønsker gennem undervisningen og fælleskabet at sætte fokus på Gud og give plads til, at den enkelte kan vokse i livet med Gud og finde retning for livet, familien, kald og tjeneste”, står der i oplægget til familielejren.

UMO er en tværkirkelig bevægelse, der henvender sig til mennesker fra både folkekirken og frikirkerne.
Der forventes 450 deltagere på årets familielejr, der holdes på Djurslands Efterskole. Og der bliver noget for enhver.

Det daglige program er tilrettelagt med undervisning og lovsang både om formiddagen og om aftenen, og med fællesskab i mindre grupper. Disse gruppesamlinger er højt værdsatte i UMO-sammenhæng, hvor man får tid og lejlighed til at dele liv og tanker med hinanden og bede for den enkelte. Eftermiddagene er fri til strandliv og anden hygge.

Erfaren taler

Årets taler er Trevor Galpin, som er ambassadør for Fatherheart Ministeries og del af tjenestens internationale lederteam. Trevor og hans kone, Linda, har været del af teamet siden 2008.
Ægteparret har været i kristen tjeneste i hele deres voksne liv. De har tjent i forskellige kirker i England, USA, Italien og New Zealand. De har desuden plantet menigheder i England.
Trevor og Linda Galpins passion er at undervise om den profetiske åbenbaring af Faderens kærlighed, der bringer os til live som sønner og døtre. Ægteparret tilbagelægger hvert år tusinder af kilometer rundt i verden i deres arbejde for Fatherheart Ministeries. Trevor er desuden forfatter til flere bøger.

Han blev ordineret baptistpræst i 1976 efter en eksamen i både teologi og kirkehistorie fra Spurgeon´s College i London. Linda er uddannet sygeplejerske og har arbejdet som sådan i 40 år. Ægteparret har tre voksne børn, der alle er gift, og syv børnebørn i New Zealand, Australien og England.

Fatherheart Ministeries blev skabt i Pasadena i Californien i 1997 og har spredt sig til Asien, Afrika, Australien, New Zealand og Europa. Der er også stigende missionsarbejde i USA, Canada og i Sydamerika.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



17+ for unge

I forbindelse med familielejren er der et særligt tilbud for de 17-30-årige (kaldet 17+). De mødes for sig selv til råhygge, egne talere og lovsang og skal stå for 17+ Caféen, som er lejrens samlingssted og betjener alle med bl.a. kaffespecialiteter og slush ice.

Djursland Efterskole ligger blot 2 kilometer fra Fjellerup Strand, som er én af Djurslands bedste og mest børnevenlige badestrande. For slikmundene ligger hér en berømt isbutik, som er generøs med isen, når man køber isvafler. Der er også idrætshal, der må benyttes, når der ikke er møder, og udendørs legeplads, beachvolleybane og boldbaner.