’Derfor fik min søn et bibelsk navn’

Matthew McConaughey har bl.a. spillet med i de romantiske komedier ’The Wedding Planner’ og ’How to Lose a Guy in 10 Days’. Han fik en Oscar for sin rolle i ’Dallas Buyers Club’. I takketalen (billedet) sagde han allerførst tak til Gud. Før rollen som den AIDS-syge cowboy Ron Woodroof måtte McConaughey på streng slankekur, og den veltrænede skuespiller med tilnavnet ”The Body” tabte sig hele 27 kg.

Skuespilleren Matthew McConaughey har for nylig fortalt i Good Morning America, hvorfor han og hustruen Camila Alves valgte at give deres første barn navnet Levi.

Matthew McConaughey (47) har ved flere lejligheder talt om sin kristne tro. Det skete fx. i marts 2014, da han holdt takketale efter at have modtaget en Oscar som bedste mandlige skuespiller.

En katolsk supermodel

Mens han opbyggede sin karriere i Hollywood lagde skuespilleren både barnetro og kirkegang på hylden. Han har tidligere været kæreste med en række kendte skuespillerinder. Men mødet med den 12 år yngre supermodel Camilla Alves, som var troende katolik, fik Matthew McConaughey til at søge mod troen igen, skriver Christian Today.

Før brylluppet i 2012 indgik parret en pagt både med Gud og hinanden, og de fik indgraveret Matthews yndlingsbibelvers fra Matt. 6,22 i vielsesringene.

Ægteparret har nu tre børn, datteren Vida, og sønnerne Levi og Livingston. Det at blive far fik Matthew til helt at give sit liv til Jesus, og han er nu med i en kirke i Texas.

Da Levi blev født

Matthew og hustruen kendte ikke barnets køn, før deres søn blev født. De havde overvejet at kalde ham Matthew Jr. (Junior), hvis det blev en dreng.

En time efter fødslen kom lægen og gav forældrene en seddel, hvor de skulle udfylde navnet. Teksten lød: ”_____blev født klokken 6:22”.

– Vi så på hinanden og sagde: ”Det er Levi”. Levi er et andet navn for Mattæus i Bibelen. Og mit yndlingsvers er Matt. 6:22, forklarer Matthew McConaughey.
Mattæus 6:22 lyder:
”Øjet er som en lampe, der bringer lys til dit indre. Hvis du har et åbent og oprigtigt sind, vil dit indre fyldes af mit lys.” (Bibelen på Hverdagsdansk).

Bodil Lanting

Om Bodil Lanting

Bodil har det store overblik over relevante nyheder fra ind- og udland. Hun er uddannet teolog med bifag i sprogvidenskab, og er desuden kendt på redaktionen som en kvinde, der har let til latter.
Del artiklen! (Klik på ikonerne nedenfor)
Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someonePrint this page