Kristne minibøger udgivet på farsi

Dansk Balkan Mission har tidligere udgivet ’Hjertebogen’ på farsi. Fra 1. august kan man også få DBMs minibøger Ankerbogen og Korsbogen på farsi.

Med de to nye bøger bliver den lille serie med bibelvers nu komplet på sproget farsi. De kan modtages til gratis uddeling, oplyser Dansk Balkan Mission (DBM).

Farsi, eller persisk, er modersmål for ca. 60 mio. i Iran, Afghanistan og forekommer som dialekt i bl.a. Tadsjikistan. Flere nydanskere kommer fra farsitalende områder.

Ligesom hjertebogen, der udkom på farsi i 2016, måler de to nye bøger 6×7 cm og er på 48 sider med ca. 65 bibelvers. De tre bøger symboliserer treklangen ”Tro – håb – kærlighed”. Ankerbogen har gode bibelord om håb – i livet, i døden og for evigheden. Korsbogen har bibelord, som afspejler den apostolske trosbekendelse. Bøgerne kan uddeles og bruges til opmuntring og opbyggelse.

DBM modtager gerne gaver til projektet fx på MobilePay på 2389 7070 – mrk. ”Minibøger”.