34 blev døbt ved ’drop-in’ arrangement i København

– Vi kan næsten ikke få armene ned, siger Mette Gramstrup fra Kristkirken. Hun var en af de præster, som tog imod folk og døbte dem efter en kort samtale.

Folk i alle aldre mellem 1 og 81 år kom ind fra gaden og blev døbt i Kristkirken den 8. september.

– Jeg har vidst det siden 1984, da jeg blev gift i kirken, at jeg gerne ville døbes.

Det fortæller Ib, der er industrilakerer i Hvidovre. Han havde taget fri fra arbejdet og var taget med bussen ind til Vesterbro for at blive døbt sidste fredag.
Folkekirken.dk fortæller, at Ibs far af en eller anden grund havde meget imod kirken. Derfor blev hverken Ib eller hans søskende døbt eller konfirmeret. Men kirkevielsen i 1984 satte noget i gang, selv om Ib i årevis ikke tog konsekvensen af det.

– Det virkede så uoverkommeligt at skulle døbes en søndag i en fyldt kirke, forklarer han.
Men Ibs kone havde læst om muligheden for drop-in-dåb, og det fik ham til at tage beslutningen. Og dåben blev en fin oplevelse, fortalte han til Folkekirken.dk, mens han ventede på at få sin dåbsattest. Han fik også lov til at vælge en af de mange bibler, der var lagt frem som gave fra kirken.

– Jeg tror på Gud, og jeg har læst meget i Bibelen. Og nu kan jeg blive begravet i kirken og komme til at ligge ved siden af min kone til den tid. Kirken kunne godt blive bedre til at fortælle, at man kan blive døbt på denne her måde, udtaler han.

Blufærdighed og familiekonflikter hindrer dåb

Ledende sognepræst på Vesterbro, Birgitte Kvist Poulsen fortæller, at kirken ønskede at gøre opmærksom på muligheden for at blive døbt hele livet – og at det ikke behøver at koste en formue i dåbsfest.

Før folk blev døbt, talte de med en af præsterne. Og samtalerne viser, at folk både har en kristen tro og har gjort sig mange tanker om det kristne budskab. Men blufærdighed og familiekonflikter har hindret mange i at blive døbt. Da de så fik muligheden i Kristkirken, sagde flere: ”Endelig, nu kom der en anledning til at få det gjort.”

– De voksne har tænkt over det i mange år. Det er børn af 60’erne og 70’erne, som selv skulle bestemme det, når de blev større. Eller de ældste, hvis forældre af politiske grunde havde modstand mod kirken, for eksempel fordi de var kommunister, siger Birgitte Kvist Poulsen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Hun understreger, at dåben er et sakramente, en Guds handling. Og de mennesker, der kom til drop-in dåb, havde alle et forhold til den kristne tro, ellers ville sognepræsten have aftalt flere samtaler med dem før dåben.

Dybt rørende

– Vi kan næsten ikke få armene ned over hvor godt, det gik, siger sognepræst Mette Gramstrup ifølge Kristeligt Dagblad.

Ialt fem præster tog imod folk i Kristkirken, hvor de fik tilbud om en kort samtale. Mette Gramstrup omtaler det som en sjælesorgssamtale, hvor dåbskandidaterne fortalte deres livshistorie.
Herefter blev folk indskrevet i kirkebogen sammen med deres respektive dåbsvidner. Til sidst fulgtes dåbskandidaten med præsten op til døbefonten, hvor dåben blev foretaget, mens organisten spillede baggrundsmusik.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Det var således en dåb uden salmer, tekstlæsninger mm., og kritikere spørger, hvad der blev af dåbsoplæringen. Men det var både bevægende, intenst, inderligt og overvældende, siger Mette Gramstrup og afviser, at drop-in dåben forfladiger eller billiggør nådemidlerne.

Det var en stærk oplevelse, som rørte flere voksne mænd til tårer. Det var som om, at hele dagen blev til én lang gudstjeneste med åben dør, forklarer hun.

Antallet af døbte i løbet af fem timer sidste fredag svarer til over en tredjedel af dem, der blev døbt i Kristkirken hele sidste år.

Pop-up trend?

Lektor på Pastoralseminariet i København, Anita Hansen Engdahl ser drop-in dåb som en trend i tiden – i lighed med andre pop-up fænomener. Folk ønsker ikke det forpligtende og længerevarende, forklarer hun.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Samtidig mener hun, at der er tale om et storbyfænomen.

Det er det individuelle, som tæller, frem for den traditionelle forståelse af dåben som en optagelse i sognemenighedens fællesskab, vurderer Anita Hansen Engdahl ifølge Kristeligt Dagblad.

Drop-in dåb på Vesterbro
Vesterbro sogn holdt drop-in-dåb fredag den 8. september 2017 fra kl. 15-20.
34 blev døbt, heraf 15 mænd og 19 kvinder. 15 af de 34 var over 18 år.

For at blive døbt skulle man medbringe billedlegitimation og CPR-nummer og først tale med en præst.

Man skulle have en forælder med, hvis man var under 18 år. Fem af Vesterbro sogns 13 præster var til stede for at holde dåbssamtaler og døbe de fremmødte.

Første søndag i advent, den 3. december, holder Vesterbro sogn igen drop-in-dåb, denne gang i Eliaskirken.