Et brøl i statsfængslet – begyndelsen på en off-stream turné

Johannes N. Ernstsen og Niels Peter Svenstrup Thomassen kommer begge fra valgmenigheden.

Musikere fra Aalborg Valgmenighed spiller bl.a. i fængsler.

I løbet af september og oktober spiller bandet GraaBlaa musik for folk, der lever ved siden af mainstream.

Det begyndte med fangerne i statsfængslet og fortsætter forbi Kofoeds skole i Aalborg (d. 29/9), Blå Kors i Arden (d. 4/10) og hospice på KamillianerGaarden i Aalborg (3/10) .

Rødder i valgmenighed

Bandet GraaBlaa har stærke rødder i Aalborg Valgmenighed, som Johannes Ernstsen er en aktiv del af, og hvor bandets anden sanger Niels Peter Svenstrup Thomassen er lovsangsleder og bl.a. ansat som en central del af “Elsk Aalborg”.

– For mig har det at spille musik for mennesker, der er “off-stream”, været en vigtig del af min tro, siger Johannes Ernstsen.

Inspireret af Bibelen

– Der har været tre steder i Bibelen, der har talt stærkt til mig igennem lang tid, og jeg arbejder på at realisere dette igennem musikken.

Det første er Matthæus 25,36 som jo konkret taler om at se Jesus i fangerne i fængslet. At give til de fremmede og de syge.

Det andet sted er fra Matthæus 5,9 “Salige er de, der stifter fred, for de skal kaldes Guds børn”. På en eller andet måde oplever jeg, at koncerterne bringer fred til mennesker – i hvert fald i en times tid. Det synes jeg er noget særligt.
For det tredje er der Matt 11,28 “Kom til mig alle I, som er trætte… og jeg vil give jer hvile”.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



De koncerter, vi spiller, handler også i høj grad om det. Vi har brug for at blive set som trætte, og vi vil gerne give et lille pusterum i folks liv.

Så på den måde er musikken en slags åndeligt-diakonalt projekt, forklarer Johannes.

Koncert i fængsel

Onsdag d. 6. 9. skød GraaBlaa sin turné i gang på den lukkede afdeling i Kragsgaardhede Statsfængsel.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Koncerten blev arrangeret af Helge Morre, som bl.a. er fængselspræst i Kragsgaardhede Statsfængsel.

For ca. 40 fanger og fængselsbetjente spillede det nordjydske band sange om lys og mørke, nærvær og tab, og hvordan vi alle er forbundet til hinanden.
Koncerten var på en times tid og bestod af originale sange skrevet af Johannes N. Ernstsen.

Det gamle værksted var til lejligheden omdannet til en koncertscene, som blev oplyst af lamper og kædelys, mens en stor hvidkalket væg blev brugt til at afspille visuals, der underbyggede stemningen.

Det blev en intens oplevelse, hvor publikum svingende mellem total lyttende stilhed og en brøl, når fangerne sang med.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Det var en ret vild oplevelse. Det blev meget tydeligt, hvordan det er de samme temaer, der går igen på tværs af menneskers liv. I koncerten holder vi op med at fokusere på forskelligheder, men bliver i stedet opmærksomme på det fælles, det der binder os sammen” siger Johannes Ernstsen efter den velafholdte koncert.