Flere uddannelser skærper alkoholpolitik for introdage

På Copenhagen Business School tilbød man sidste år en alkoholfri introtur. Og det blev en succes, melder skolen. Arkivfoto.

De studerendes alkoholforbrug kan have betydning for frafald, viser et studie.

En studerende, der drikker små mængder eller ingen alkohol, har en dobbelt så stor risiko for at droppe ud af studiet sammenlignet med studerende, der har et moderat forbrug, viser et studie fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).

EVA mener, at alkoholkulturen på mange af landets videregående uddannelser betyder, at nogle nemt kommer til at føle sig socialt udenfor – og derfor dropper ud.
– Uddannelserne bør overveje, om de har en god nok alkoholpolitik, som sørger for at inkludere alle – også dem, der ikke drikker alkohol, siger Bjarke Tarpgaard Hartkopf, der er specialkonsulent i EVA og projektleder på undersøgelsen, til dagbladet Politiken.

Fuldt booket alkoholfri introtur på DTU

Flere videregående uddannelser har allerede taget konsekvensen og skærpet alkoholpolitikken for de nye studerende. Det gælder fx på Danmarks Tekniske Universitet (DTU), hvor man tilbyder en alkoholfri introtur.

– Nogle af de nye studerende kan ikke lide at drikke alkohol og synes ikke, det er rart at være påvirket, når de skal lære nye mennesker at kende.

Der er mange grunde til, at folk ikke vil drikke. Det kan eksempelvis være af religiøse grunde eller på grund af elitesport, siger Mette Bybjerg Brock til TV2. Hun er formand for Polyteknisk Forening, som repræsenterer de studerende på DTU.

På DTU deltager cirka 1450 nye studerende i introforløbene. 50 har tilmeldt sig den alkoholfrie introtur, som er fuldt booket.
Ifølge EVA-studiet er det ikke kun studerende, der drikker kun lidt eller slet ikke, der har forøget risiko for at droppe ud af studiet. Det gælder også dem, der har et stort forbrug. For begge grupper er der ifølge EVA en 2 procentpoint forøget risiko for at droppe ud.

Glad for begrænsning

På Syddansk Universitet har man også skærpet alkoholpolitikken. Flere fakulteter har indført helt eller delvist alkoholfrie introture.

De nye hold på statskundskab må således kun drikke på den sidste aften af introturen.
Den nye statskundskabsstuderende Søs Maggie er glad for, at alkoholindtaget er begrænset.

– Hvis der er nogen, der ikke drikker, mens andre bliver fulde, dumme og højtråbende, så er der måske nogen, der vælger at gå i seng tidligt, og så bliver man også hurtigere opdelt. Så er der dem, der drikker her – og dem, der ikke gør, siger hun til TV2.

På DTU mener Mette Bybjerg Brock ikke, at opdelingen er med til at splitte de studerende.

– Vi sikrer, at de studerende bliver blandet ved de arrangementer, vi afholder efter rusturen, så de lærer hinanden at kende, siger hun.

På Copenhagen Business School (CBS) introducerede man sidste år nye alkohol- og adfærdsregler på introforløbet i et forsøg på at komme druk og uhensigtsmæssig adfærd til livs.

Tilbagemeldingerne fra de nye studerende var positive, da sidste års kuld af nye studerende tog på introtur under de nye regler.

– Vi frygtede, hvad reglerne ville have af konsekvenser for stemningen på turen, men det har vist sig, at det slet ikke var et problem, de studerende tog rigtig godt imod de nye regler, sagde introadministrator Christina Haaning sidste efterår til TV2.

 

 

 

 

Del artiklen! (Klik på ikonerne nedenfor)
Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someonePrint this page