Jeg er forvirret og bange for at dø
Kære Orla Lindskov.
Jeg har besluttet at skrive dette brev til dig, da jeg altid læser din Brevkasse i Udfordringen.
Jeg er en mand på 63 og har for nogen tid siden fået konstateret diabetes 2. Men med min læges dygtige vejledning og hjælp kan jeg håndtere det.
Alligevel vil jeg gerne bede om din forbøn for mit helbred. Jeg vil også gerne have tilsendt en salvedug, da det ser ud til, at en sådan salvedug hjælper mange.
Men der er også andre problemer, jeg gerne vil skrive til dig om. Disse problemer handler om mit liv i det hele taget, nemlig om jeg har grebet mit liv rigtigt an. Jeg er kommet i tvivl. Jeg ved ikke, hvor jeg står.
Jeg tænker sommetider: ”Mon det er sådan, det starter, når man bliver psykisk syg?
Jeg har en rigtig god hustru. Men hende kan jeg jo ikke gribe fat i hele tiden.
For en tid siden var jeg på grund af en familiefest inde i en frikirke. Her sagde præsten blandt andet i sin prædiken, at Jesus er Guds Ord. Så tænkte jeg: ”Hvad betyder nu det?”
I meget lang tid har jeg haft fornemmelsen af, at jeg ikke gør fremskridt i mit liv. Jeg synes ikke, at mit liv har noget fundament. Jeg synes, jeg er blevet kastet meget rundt af skæbnen. Det har langt fra været behageligt. Blandt andet har jeg prøvet at gå fallit.
Jeg tilhører Folkekirken og kommer der en gang imellem. Det er ikke altid, at jeg forstår det, der bliver sagt.
Jeg har altid været en travl forretningsmand. Jeg har ikke læst ret meget i Bibelen. Det burde jeg nok have gjort. Men det er jo det med tiden. Jeg ved heller ikke, hvad tro er.
Mon du kan hjælpe mig lidt med et svar ind i min tiltagende usikkerhed overfor livet.
Venlig hilsen
En mand på 63
SVAR:
Sig tak fordi Gud vil dig det godt på alle måder
Kære mand på 63
Jeg beder for dit helbred fysisk såvel som psykisk, samt for dit liv i det hele taget. Jeg har også sendt dig den ønskede salvedug.
Du spørger om, hvordan det starter, når man bliver psykisk syg?
Det kan nok starte på mange forskellige måder. Jeg kan i hvert fald sige dig, at frygt, dødsfrygt, tiltagende usikkerhed overfor livet, fysisk sygdom, samt det at føle sig som en kastebold i livet. Sådanne forhold, som du lider under, de fremmer i hvert fald ikke psykisk sundhed. De nedbryder faktisk psyken.
Du skriver også, at du mangler et fundament i dit liv. Jeg vil nu prøve at beskrive det rigtige livs-fundament for dig.
I livet er det faktisk nødvendigt at have et stærkt fundament at stå på, hvis man vil undgå at blive en kastebold, og også hvis man ønsker at gøre fremskridt. Og hvor finder vi så det fundament?
Det finder vi i Bibelen, som er Guds ord. Guds ord er Guds tale og undervisning til dig og mig og til alle om det rigtige liv.
Hvis vi står på Bibelens livs-fundament, kan ingen magt i verden flytte os eller kaste rundt med os. Der findes ikke noget virkeligt ståsted for os mennesker udenfor Bibelen.
Bibelen siger også, at det var Jesus, der kom med Guds ord. Ja, Bibelen siger endda, at Jesus er selve Guds ord, og han er klippen, vi skal stå på.
Alle andre ståsteder kan sammenlignes med at stå på sand. Når livets storme kommer, så vælter det hele sammen. Hvorfor?
Jo, sand kan ikke bære. Det lyder måske lidt indviklet i dine ører. Men billedet med sandet og klippen giver Jesus selv til os i en lignelse. Den lignelse kan du læse i Matthæus-evangeliet kap.7, vers 24 – 27.
Jesus beskrives i Bibelen som starten på alle ting. Det er Jesus, som er ordet fra Gud. Jesus er også en kraft, som kan skabe. Han kan forvandle dit liv.
Ordet, som er Jesus, er Guds løfter om hjælp til dig. Ordet, som er Jesus, kan frembringe det i dit liv, som ikke er der nu. Men som du mangler. Jesus kan også fjerne det, som gør dig ondt.
Du tænker måske nu: Hvordan virker dette i praksis? Er det ikke kun ord?
Nej, det er det heldigvis ikke.
Du skriver også, at du ikke ved, hvad tro er. Hør så her: Tro er at regne med Gud og at regne med Guds løfter, altså at regne med Jesus.
Lad os tage et par eksempler på det. På hvordan det virker. Det har noget med bøn og tak at gøre:
I 2. Mosebog kap. 15, vers 26 lover Gud Israels folk noget. Men det løfte gælder også for dig. Han lover: ”— jeg er Herren, der læger dig.”
Derfor, sig tak for, at det også gælder dig: ”Tak Gud, at du også er Herren, der læger mig.”
At sige den lille bøn er tro. Og det er al den tro, der behøves.
I Salme 20, vers 1 lover Gud: ”På trængslens dag hører Gud din bøn, og hans navn værner dig.”
Sig tak for, at det også gælder dig, og igen: at sige den lille bøn er alt den tro, du behøver, for at møde Gud.
Og med hensyn til din frygt. Her er der også et løfte om hjælp til dig:
Læs Salme 27, vers 1: ”Herren er mit lys og min frelse, hvem skal jeg da frygte? Herren er værn for mit liv, hvem skal jeg da være bange for?”
Sig tak for, at han også vil hjælpe dig mod frygt. Når du gør det, er det din tro, der er virksom.
Hav altid dit blik rettet mod Jesus, mod Guds ord. Jesus, som er Guds ord, vil aldrig skuffe dig.
Hvis forandringerne til det bedre ikke kommer med det samme, så vær alligevel udholdende i bønnen og troen.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov
OPLEVELSER:
Kære Orla Lindskov
Jeg skriver til dig på min søns vegne. Det er noget med nyrerne. Han har blod i urinen.
Jeg er meget taknemmelig, hvis du vil sende ham en salvedug og bede for ham.
Og tak for de snart mange gange, hvor du har hjulpet mig med en salvedug.
Tak for dit velsignede arbejde.
J.