Weyman blev misbrugt som barn og ville være en pige

Susan og Weyman Howard har tidligere boet og arbejdet i Danmark. Deres kristne tjeneste Love Works går ud på at hjælpe mennesker til at finde deres sande identitet, som elskede af Gud.

Her fortæller han, hvordan Gud mødte ham gennem naturen og viste sig som en far og en god ven i de vanskelige teenage-år.

– Da jeg voksede op, blev jeg udsat for seksuelt misbrug fra jeg var 5 år gammel, og det fortsatte op i teenageårene, fortæller Weyman.

– Desuden ønskede jeg ikke at være en dreng, jeg ønskede at være en pige…
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af de følelser. Når jeg vågnede, var jeg angst. Der var intet i min verden, der gav mening.
Jeg ville ikke leve i en drengeverden, så jeg prøvede at leve i en pigeverden. Derfor var skolen et helvede. Alle drillede mig. Der var ingen steder, jeg kunne være, så derfor var jeg alene og fyldt med angst og frygt.

Gud, gør mig til en pige!

– Jeg forstod ikke, hvad der var galt med mig. Jeg gik i kirke hver uge, og jeg fandt tidligt ud af, at Gud var ægte, og at han er fuld af kraft. Så som 6-7-årig begyndte jeg at bede Gud om at gøre mig til en pige.
Jeg lå i min seng om aftenen og græd og bad til Gud: Gud jeg ved, hvad der kan gøre mig i orden: Gør mig til en pige. Hvis jeg vågner op i morgen som en pige, vil hele min verden være okay.
Den bøn bad jeg, indtil jeg var 11 år, og Gud besvarede aldrig den bøn. Han gjorde mig aldrig til en pige, fortæller Weyman.

En bedre plan

– Tænk over det her: Du spørger måske Gud om at gøre noget, som han aldrig vil gøre. Gud ville aldrig gøre mig til en pige, uanset hvor meget jeg ønskede det. Det var ikke Guds plan.
Gud ville, at jeg skulle forstå hans plan. Gud ville, at jeg skulle opdage ham i min smerte. Og at hans kærlighed skulle manifestere sig i min smerte, så jeg kunne opdage, hvad han ønskede, at jeg skulle gøre, – ikke hvad jeg ønskede.
I mange af vore bønner fortæller vi Gud, hvad han skal gøre. Vi sidder ikke blot i hans nærvær og spørger ham, hvad han ønsker, at vi skal gøre.

“Så jeg gik hen til det møl, lagde min hånd foran det, og det kravlede over på min hånd, og det var større end min hånd.”

Oplevelsen i skoven

Weyman voksede op på landet i Texas, USA.
– Som 11-årig gik jeg rundt på vores ejendom. Vi havde meget jord, og på hver side af vores jord ejede staten jorden, så der var hundredevis af hektar åbent landskab omkring mig.
Jeg kunne bare gå, hvor jeg ville. Der var en skov, og floden løb gennem skoven. Og mens jeg gik, så jeg et møl sidde på et træ. Jeg havde aldrig set så stor et møl og var i tvivl, om det var ægte. Men noget indeni mig sagde, at jeg kunne gå hen til det møl, og det vil ikke flyve væk.
Så jeg gik hen til det møl, lagde min hånd foran det, og det kravlede over på min hånd, og det var større end min hånd.
Jeg stirrede på det, for jeg vidste ikke, om jeg skulle være bange for den. Ville det bide?
Da jeg så på møllet og så detaljerne på det, begyndte jeg at græde. Jeg kunne ikke holde op med at græde, for det gik op for mig, at Gud måtte være god, for kun en god Gud kunne skabe sådan noget her.
Og noget begyndte at vaske mit hjerte. Jeg var en 11-årig dreng, der var forvirret om Gud. Hvorfor svarer han ikke min bøn? Hvorfor er jeg i det her liv? Jeg har ingen glæde. Jeg kender kun frygt og sorg. Og pludselig skyllede det over mig, at Gud er god.

Den grimme grib

Et par dage senere så jeg en grib. Jeg er vokset op i Texas, og her er det normalt at se en grib. Den stod på en død træstamme i floden. Jeg havde den samme følelse, at jeg kunne gå hen til den, og den ville ikke flyve væk. Så jeg gik helt hen til den og stirrede på den og sagde: Du er grim!
Og pludselig havde jeg en ny oplevelse af Gud. At selvom gribben var grim, havde den et formål. Og igen begyndte jeg at græde. Og jeg kunne ikke stoppe med at græde. Denne grimme fugl havde et formål. Gud skabte den med et formål, den levede ikke bare uden en mening, den havde et særligt formål. Og hver dag i den fugls liv levede den op til sit formål.

Skabt med formål

– Et par dage senere sad jeg med fødderne i vandet, og jeg begyndte at se på min tommelfinger. Og pludselig føltes det, som om min tommelfinger ikke hørte til på min krop. Det var meget mærkeligt. Jeg tænkte: Hvad er du til for?
Så begyndte jeg at tænke på alle de ting, jeg kunne gøre, fordi jeg har en tommelfinger, og alt det jeg ikke kunne, hvis jeg ikke havde en tommelfinger.
Og Gud forbandt det.
For pludselig forstod jeg, at Gud ikke kun var god, men at alt, han har skabt, har et formål. Nu forstod jeg, at Gud er god mod mig, og at jeg har et formål. Og jeg græd i timevis. Jeg sagde til Gud: Jeg forstår ikke, hvad mit formål er, jeg kan ikke engang finde ud af at leve i denne her krop. Men du er god, og jeg har et formål. Og som 11-årig dreng – helt alene – der var ingen terapeut, ingen præst, ingen forælder, men et møl og en grib var mine lærere, og de forbandt mig med Gud.

Sig: jeg er en dreng, og det er ok

– Jeg stolede på at Gud ville gøre noget, selv om jeg ikke kunne forestille mig, hvad det skulle være. Gud forberedte mit hjerte på at blive forvandlet.
Jeg tog et bad, kom ud og tørrede mig og så mig selv i spejlet. Og jeg fik denne her tanke: Sig til dig selv, at du er en dreng, og det er ok. Og med det samme tænkte jeg: Hvor kom den tanke fra? Det er det dummeste, jeg har hørt! Det er jo ikke det, jeg vil.
For anden gang kom tanken: Sig til dig selv, at du er en dreng, og at det er ok. Jeg reagerede på samme måde: Hvor kommer den tanke fra?
Da den kom tredje gang, indså jeg, at det måtte være Gud, der talte til mig.

En beslutning

– Jeg stod i et dilemma, for nu bad Gud mig om at gøre noget, som jeg ikke ønskede at gøre. Og der måtte jeg træffe en beslutning: Ville jeg følge Gud, eller ville jeg følge min egen vej? Ville jeg selv lede mit liv, eller ville jeg stole på Gud og gå en vej, som jeg egentlig ikke ønskede at gå? Vil jeg stole på, at på en eller anden måde ville Gud skabe noget i mit liv i min lydighed?
Jeg tog beslutningen om at følge Gud, så jeg kiggede i spejlet og sagde: Jeg er en dreng, og det er ok. Der skete ingenting. Jeg gentog det igen og igen i ca. 20 min, mens jeg stirrede på mig selv og sagde sandheden, at jeg var en dreng, og det er godt.
Og på et tidspunkt bristede noget mørkt og tungt inde i mig. Jeg vidste ikke, det var derinde, før det blev brudt og faldt af mig.
Det var en løgn, der var klæbet til mig. Jeg ved ikke, hvor den kom fra, men den kom, og den satte sig fast.
I den smerte mødte Gud mig og begyndte at lede mig. Og fordi han først havde overbevist mig om, at han er god, og at jeg har et formål, kunne jeg følge ham.

Tilbage til drengene

– Jeg vidste, at jeg måtte se frygten i øjnene hver dag. Jeg levede jo ikke i en drengeverden, så drengene havde jeg ikke nogen relation til. Men jeg vidste, at jeg nu var nødt til at gå ind i drenge-verdenen. Hvor fik jeg den information fra? Fra kærligheden. Kærligheden viste mig vejen til livet.
Da jeg begyndte at sige ja til Gud, begyndte han straks at vejlede mig om, hvilken vej jeg skulle gå. Og jeg vidste, at jeg måtte se frygten i øjnene, hvis jeg skulle den vej. Så jeg begyndte at gå til alle sportsgrenene på skolen, og fordi jeg aldrig havde gjort det før, var jeg virkelig dårlig. De andre sagde frygtelige ting til mig, og det blev det ikke bedre af. Jeg blev ved med at gå tilbage til det, Gud havde sagt til mig. Og som et barn så jeg frygten i øjnene, i lydighed mod Gud.

Mobbet af læreren

– Min største kamp fandt sted to uger efter. Jeg sad i en time og lærte om verdensgeografi med læreren Mr. Porter. Vi skulle læse højt, dreng, pige, dreng, pige.
Efter at en dreng havde læst op, pegede Mr. Porter på mig, at nu skulle jeg læse, og en anden elev sagde: Men Mr. Porter, det er en piges tur til at læse.
Så sagde Mr. Porter foran hele klassen: – Weyman – woman, det er det samme. (Weyman – kvinde – det er det samme.)
Og noget indeni mig eksploderede. Der brændte en ild indeni mig. Og for første gang fornægtede jeg den løgn i mit hjerte og i min bevidsthed.

Du har brug for kampe

– Jeg havde brug for en kamp til at hjælpe mig med at stå fast.
Ofte vil vi hellere flygte fra kampene. Men Gud kalder os ind i kampene, for at vi kan sejre. Fordi det er i kampen, at vi har brug for ham, og det er der, vi finder hans kraft og styrke, så at vi kan vinde og besejre det onde. Fire år senere, da jeg var 16, trænede jeg til et løb. Jeg satte Jesus som et punkt foran mig, og så løb jeg alt, hvad jeg kunne hen til ham. På den måde blev jeg delstatsmester i løb.
Midt i løbet følte jeg Helligånden spørge: Hvornår har du sidst følt dig som en pige? Og jeg vidste, at det var meget lang tid siden. Og jeg så mig aldrig tilbage – for mit mål var forude. Det var ved at løbe til Jesus, at jeg fandt mig selv.

Gud er kilden til mit liv. Vi kan ikke finde os selv uden ham. Du kan kun lære dig selv at kende gennem ham. Det er hans kærlighed, der åbenbarer, hvem du er.
Hvordan kunne jeg komme dertil, at jeg i dag lever som en mand? Som ægtemand og far. Og en bror for mange.

Det skete, fordi naturen viste mig, at Gud er god, og at jeg kunne stole på ham. Og at i ham ville jeg finde mit formål. Det forvandlede mig. Og det kan også forvandle dig at gå ud i naturen – sætte dig ned og betragte – og Gud vil tale til dig og vejlede dig gennem det, du oplever.

Info om LoveWorks

Se mere om Weymans arbejde på loveworks.dk og loveworksministry.org.

Henri Nissen

Om Henri Nissen

Ansv. redaktør af Udfordringen. Uddannet fra Journalisthøjskolen. Master i Religious Studies. Forfatter til 14 bøger. Har arbejdet i Folketinget Rejst i Asien og Afrika for bl.a. Det Lutherske Verdensforbund.

Del artiklen! (Klik på ikonerne nedenfor)
Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someonePrint this page