”Jeg kommer uendeligt meget til kort – kun Jesus kan hjælpe”

36-årige Pernille Ward prædikede for halvanden måned siden for første gang i den apostolske kirke Haven i Aarhus, hvor hun kommer sammen med sin mand og deres to mindre børn. Pernille talte om Gud i hverdagen. Et emne, hun er meget begejstret for, og som hun lever ud som sygeplejerske. Hun har arbejdet syv år på retspsykiatrisk afdeling og er nu underviser på Social- og sundhedsskolen i Aarhus.

Selvom Pernille er meget glad for sit arbejde, betyder Jesus endnu mere for hende. Pernille beder for andre, uanset om de tror på Gud eller ej, for som hun siger: ”Jeg kommer uendelig meget til kort, kun Jesus kan hjælpe dem. Jeg prøver at pege på Jesus i deres liv.”

Kvinde kom til tro på retspsykiatrisk afdeling

”En kvinde på retspsykiatrisk afdeling havde delt sin livshistorie med mig. Det var en meget tung historie. Jeg tænkte: “Hvordan skal jeg hjælpe hende?” Den eneste, som virkelig kan hjælpe, er Jesus. Han er håbet, og han er den eneste, der kan genoprette hende og vende hendes liv rundt.”

På retspsykiatrisk afdeling er patienterne ofte indlagt i mange år. En del af behandlingen er at have pædagogiske og opfølgende samtaler. Pernille og kvinden fik efterhånden en tættere relation. En dag, da de var midt i en samtale, mærkede Pernille en stærk hjertebanken og sved i håndfladerne. Kroppen sitrede. Af erfaring vidste hun, at det var Gud, der ville hende noget – der var noget, hun måtte reagere på.

Pernille spurgte, om hun måtte bede for kvinden, hvilket kvinden svarede ja til. Senere, i en anden samtale, så kvinden på Pernille og sagde: ”Jeg er et frygteligt menneske.” Pernille svarede: ”Du kender ikke andre menneskers liv, og du ved ikke, hvad de har gjort. Jeg har ingen ret til at dømme dig, og Jesus, han er vores retfærdighed. Han møder os i kærlighed og med kærlighed, og Jesus elsker dig på trods af det, der er sket. Han elsker dig på trods af det, du har gjort, og det vil han altid gøre.”

For Pernille er det vigtigste at sige til mennesker, at de skal vide, at Jesus elsker dem på trods. Kvinden havde svært ved at tage imod ordene. Pernille fortalte om nogle af de lovsange, som hun kendte. Kvinden begyndte også at høre lovsang, og Pernille gav hende en bibel. ”Jeg tror, hun med tiden begyndte at tage det ind, at hun er elsket af Gud på trods.” En aften, hvor kvinden havde det virkelig dårligt, bad hun om, at Pernille ville komme ind på værelset.

Pernille fornemmede, at hun skulle bede sammen med kvinden – ikke for hende, men med hende. De to havde over nogle måneder haft flere snakke om troen på tomandshånd, og kvinden var begyndt at læse i Bibelen. ”Den aften bankede mit hjerte ekstra meget, og jeg vidste, at jeg skulle spørge hende, om hun ville tage imod Jesus som sin frelser og herre. Det gjorde jeg. Tårerne strømmede ned ad kvindens kinder. Efter vi havde bedt sammen, sagde hun: ”Jeg har aldrig nogensinde følt mig, så lettet som nu.”

Efter den aften tog kvinden mere afstand fra Pernille, hvilket Pernille har tænkt en del over. Var det for tidligt at bede med hende? Var det forkert? ”Jeg kom også selv til at trække mig i relationen. Jeg var bekymret for, om kvinden synes, at jeg var for meget. Efterhånden sluttede jeg fred med, at jeg ikke har ansvar for hendes frelse. Sidst vi hørte fra kvinden, skrev hun, at hun havde det godt og var glad.”

En dybere medfølelse

Når Pernille skal svare på, hvorfor hun deler sin tro, henviser hun til Bibelen, hvor der står: ”’Hvordan skal de høre om Gud, hvis ikke nogen fortæller om ham.’Vi er Jesu legeme på jord, det er os, der skal fortælle verden om ham og om hans kærlighed.” Pernille er åben og parat til at fortælle om troen, hvis nogen spørger. Hun er også parat til at handle på troen, hvis hun fornemmer, at det er Guds ønske. Også selvom hun ikke bliver spurgt.

Hvordan ved du, hvornår det er Guds vilje, at du skal handle?

”I nogle møder med andre, mærker jeg, at noget i mig bliver berørt på en anden måde end normalt. Jeg bliver rørt på en dybere måde, og så handler jeg.” Der var en elev på Social- og Sundhedsskolen, som Pernille havde bemærket, var nedtrykt. Pernille trak hende til side efter timen og spurgte til hende. Eleven åbnede op, og Pernille blev dybt rørt af fortællingen.

”Nu gør jeg det bare,” tænkte Pernille. ”Jeg er godt nok lige blevet ansat og ved ikke, om det kan give negative konsekvenser for mig. I så fald må det være sådan.” Pernille sagde til eleven: ”Jeg tror på Jesus, må jeg bede for dig?” “Ja, det må du gerne, jeg tror også på Gud,” svarede eleven, hvorpå Pernille bad for hende.

Bøn for ny kollega

Pernille har også bedt for en ny kollega, som fortalte om en bekymring. Nogle gange laver Pernille aftaler med Jesus, hvor hun fx siger: ”Jesus, hvis hun nævner bekymringen i dette tidsrum, og hvis jeg er alene med hende, så beder jeg for hende.” Sådan en aftale havde hun lavet i forhold til denne kollega. Kollegaen bragte situationen op i tidsrummet, og de var alene. Pernille bad for kvinden om, at Jesus ville give hende ro.

”Han kan give mennesker ro og fred, han kan tage sig af deres bekymringer. Det blev jeg nødt til at tilbyde hende. Hun sagde, at jeg gerne måtte bede for hende, så jeg bad en kort bøn. Hun troede ikke på Gud. Efter forbønnen er vores relation og adfærd overfor hinanden præcis, som den var før.” Nogle gange handler Pernille med det samme, mens hun andre gange afventer og beder.

”Jeg gør forarbejdet i bøn for dem og det, som berører mig. Jeg beder Gud om at lægge situationer til rette, hvor jeg møder dem. Jeg beder også om en ny mulighed for samtale eller forbøn, hvis jeg fornemmer, at jeg ikke fik handlet sådan, som jeg tror, jeg skulle have gjort.”

Åndskampen

Pernille bliver ved med at fortælle om troen på Jesus, fordi det giver mening. ”At pege på Jesus er at tilbyde dem håb og give dem en udvej. Jeg kommer uendeligt meget til kort, men jeg ved, at Jesus kan og vil hjælpe dem.” I selve forbønssituationen har Pernille aldrig oplevet nogen, der reagerede på ubehagelige måder. Til gengæld har hun oplevet nogle mærkværdige reaktioner efter forbøn.

”Jeg ved, at Guds Ånd bor i mig, og at der står i Bibelen: ’Stærkere er han, som er i jer, end han, som er i verden.’ De gange et menneske efterfølgende har reageret specielt overfor mig, tror jeg, at det er Guds Ånd i mig, vedkommende har reageret på.” Pernille bad engang for en kvinde, som senere pegede på Pernille og sagde med aggressiv stemme: ”Der kommer heksen.”

”En anden gang kom jeg som sygeplejerske ind på en stue til en mand, der lå fastspændt i et bælte. Han begyndte at tale om Gud og slog korsets tegn for sig, mens han talte højt og bestemt, og pegede på mig. Da jeg senere spurgte dem, der kendte manden, om de havde oplevet noget tilsvarende, svarede de nej.”

Ualmindelig stor beskyttelse

Pernille understreger, at hun adskillige gange har erfaret en ualmindelig stor beskyttelse. Hun har vidst, at det, der blev sagt eller gjort, handlede om den ånd, der bor i hende. ”En dag skulle jeg give beroligende medicin til en mand, som var fastspændt i bælte. Han råbte og var aggressiv overfor en anden på stuen. Jeg havde fysisk kontakt med ham, mens jeg gav ham indsprøjtningen. Han reagerede overhovedet ikke på det. Det var som om, han ikke så mig. Det føltes som om, jeg var skjult for ham,” slutter Pernille med et varmt smil.