Lovsangsaften skal samle kristne i Herning

Agape beskriver sig selv som ” et band, som elsker Jesus og brænder for at tjene ham”. De har spillet sammen i to år og mødte hinanden på Mariager Efterskole, hvor det hele startede.

”Lovsang i Herning” lørdag den 7. oktober er med lovsangsbandet Agape og Steffen Holm som taler.

– Vi tror alle på den samme Gud, så hvorfor ikke bare holde en stor fest?

Det siger Simon Ågren, som er tovholder for ”Lovsang i Herning” lørdag den 7. oktober.

Det er lovsangsaften for alle – uanset kirkebaggrund – hvor lovsangsbandet Agape står for musikken, og Steffen Holm er aftenens taler. Bagefter er der caféhygge.
Tanken er, at ”Lovsang i Herning” skal være en tilbagevendende begivenhed fire gange om året. Målgruppen er kristne i aldersgruppen 18-30 år, men alle er hjerteligt velkomne.
– Vores vision er at samle Jylland til en stor fælles lovsangsaften, hvor vi på tværs af kirkeretninger, alder og etnisk baggrund kan prise Herren sammen, siger Simon.

Tidligere har der to gange været holdt ”Lovsang i Herning” med op mod 250 deltagere fra forskellige kirkeretninger, men nu lægges det hele i fastere rammer i Herning Frikirke. Håbet er at få deltagerantallet op på omkring 500 på sigt.

– Men selve arrangementet er der ikke nogen kirke, som står for. Vi er privatpersoner og kommer fra forskellige kirker, men har en fælles vision, siger Simon.
Han er 18 år og har gået på Alterna i Hillerød og på Mariager Efterskole – og er altid selv kommet i Herning Frikirke.

18-årige Simon Ågren er initiativtager til ”Lovsang i Herning”.

– Lovsangen er et grundelement i mit eget liv. Der er kraft i lovsang, og Gud virker også gennem lovsang. Visionen er at give Helligånden plads på lovsangsaftenen, fortæller han.
Initiativtagerne er en blandet flok af kristne, nogle fra efterskolen i Mariager.

Aftenens taler er 24-årige Steffen Holm fra Midtjyllands Frikirke i Ikast. Han brænder for at fortælle, hvad Gud gør i menneskers liv. Han har selv en interessant historie, fordi han har været bundet til en kørestol, inden Gud helbredte ham. I dag er han gift med Lillian og har en lille dreng på ét år.
Han har vandret med Gud i seks år.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Jeg lever for at fortælle om Gud, fordi han er helt fantastisk! Han overvinder had med kærlighed, helbreder sorg og smerte og fjerner skam for enhver, som kommer til ham. Han genopretter og gør nyt, siger Steffen Holm.

Den tværkirkelige lovsangsaften lørdag den 7. oktober er fra kl. 19.30-21.00. Bagefter er der frem til kl. 22.30 café og fælles hygge, hvor der sælges kaffe, sodavand, slush ice m.v.

Der er gratis adgang. Stedet er Herning Frikirke i Møllegade 1 B.


Artiklen fortsætter efter annoncen: