Norge: Tørlagt entertainer inviterer til alkoholfrit juleshow

Tre uger før premieren har entertainer Morten Gjerløw Larsen (39) booket næsten 500 gæster til sit alkoholfrie juleshow ”Jul i Bukta” på Norsk Luthersk Missions Solbukta Leirsenter i Fredrikstad.

– Jeg kan dårligt tro, det er sandt! Vi har en respons over al forventning! siger entertaineren til lokalavisen Demokraten.

Morten Gjerløw Larsen var selv afhængig af alkohol i 15 år, men blev tørlagt for knap fire år siden. Siden da har han ved mange lejligheder talt om det alkoholfrie liv.

– Jeg tror, der er flere, end vi aner derude, som er kede af at forbinde julefrokoster med et voldsomt alkoholindtag, eller fylderi om du vil. Skal du til julefrokost med arbejdspladsen, er formålet for enkelte at drikke sig plørefulde. Den slags mener jeg i hvert fald ødelægger stemningen, siger Gjerløw Larsen. Og de mange tilmeldte firmaer og privatpersoner til det alkoholfrie juleshow tyder på, at han har ret. Han vil derfor holde endnu en alkoholfri forestilling i december.

Før behandlingen i 2014 bad Morten Gjerløw Gud om hjælp.

– Det føltes naturligt, selv om jeg ikke har været specielt kristen før, sagde han til avisen Fredrikstad Blad i 2014. Senere er Morten og hustruen Renate blevet engageret i NLMs lejrcenter Solbukta.