Syrien: Islamisk Stat dræbte snesevis af civile i hævnaktion

Syriske tropper generobrede den overvejende kristne by Qaryatayn forrige weekend. Her fandt de ligene af mænd, kvinder og børn i snesevis.

– Disse mennesker kender ikke Gud. De ved ikke noget som helst. De dræbte børn og kvinder med knive, de slog kvinder og brækkede deres arme, siger en beboer, som vil være anonym.

Associated Press nævner 67 dræbte, mens Homs provins-guvernør Tala Barazi har fortalt Reuters, at ”over 60 er døde og over 100 savnet”. Ifølge The Syrian Observatory for Human Rights blev omkring 128 dræbt.

En tidligere beboer, Abdullah AbdulKarim, siger, at der var tale om en gengældelsesaktion, hvor hans egen onkel og to af hans fætre blev skudt.
– De kom ind i byen med en dødsliste, siger Abdullah og tilføjer, at soldaterne gik fra dør til dør for at finde folk.

Qaryatayn blev erobret af IS første gang i 2015. Siden har byen været tilbageerobret på skift af syriske tropper og IS. I begyndelsen af oktober blev byen endeligt tilbageerobret fra IS.