Rådgivningssiden AdamogEva.dk opnormerer i 2018

Signe Langdahl Knudsen og Jacob Munk Jensen er nye medarbejdere i Indre Missions AdamogEva.dk

Indre Missions rådgivningsside AdamogEva.dk opnormerer og har netop ansat to nye projektmedarbejdere.

Fra det nye år får rådgivningssiden AdamogEva.dk to nye projektmedarbejdere. Signe Langdahl Knudsen, Brabrand, og Jacob Munk Jensen, Aarhus, er gennem de næste tre år ansat på henholdsvis ti og syv timer i ugen og tilknyttet Region Syd.

Baggrunden for opnormeringen er, at AdamogEva.dk har fået flere sponsorindtægter og honorarer, som kan finansiere projektstillingen på ti timer i ugen.

”Vi fik rigtig mange velkvalificerede ansøgere, så det var svært at vælge. Vi har mange projekter, vi gerne vil have sat i søen, og det lykkedes faktisk at finde syv timer i Region Syd, som kunne bruges til endnu en projektstilling. Det er jeg meget taknemmelig for,” siger Vibeke Sode Hjorth, der er redaktør for AdamogEva.dk.

Det er endnu ikke endeligt fastlagt, hvilke arbejdsopgaver de to nyansatte skal beskæftige sig med, men der bliver blandt andet tale om undervisning af konfirmander.
Siden udgivelsen af rapporten ”En undersøgelse af kristne unges brug af porno og onani samt deres seksuelle erfaringer” sidste efterår har AdamogEva.dk oplevet øget interesse fra friskoler, efterskoler, IMU-foreninger og voksne, som ønsker mere oplysning og undervisning om emnet.

Foruden Vibeke Sode Hjorth og de to nye medarbejdere tæller rådgivningssiden 71 frivillige rådgivere og redaktionsmedlemmer.