Går diskrimination kun én vej?

Brønshøj Kirke søger netop nu en ny præst, men det skal være en, ”der vil benytte vielsesritualet for to af samme køn”, hedder det i stillingsopslaget.

Hvis en kirke annoncerer efter en ’troende’ præst, vækker det harme. Nu søger Brønshøj Kirke en præst, der vil vie homofile par.

’Vi søger en erfaren præst, der vil benytte vielsesritualet for to af samme køn’.

Sådan formuleres det i en jobannonce fra Brønshøj Kirke, der søger en kombineret sogne- og hospitalspræst.
Flere ledere på den kirkelige højrefløj har reageret på formuleringen. Indre Missions formand, Hans-Ole Bækgaard, mener, at formuleringen tenderer diskrimination.

Diskriminerende og grotesk

– Man kunne overveje, hvad der ville ske, hvis man skrev det omvendt i jobopslaget, at man kun ville ansætte en præst, der ikke ville vie to af samme køn. Hvordan ville reaktionerne så være? spørger Hans-Ole Bækgaard retorisk.

Han er dog åben for, at en hospitalspræst kan blive stillet over for at skulle foretage nødvielser, når en person ligger for døden.

”Havde det alene været en sognepræst-stilling, så synes jeg, at det havde været dybt underligt”, siger Hans Ole-Bækgaard.

Også rektor på Dansk Bibel-Institut, Børge Haahr Andersen undrer sig over formuleringen, som han kalder både voldsom og grotesk.

– Når man ser på, hvor lidt vielser af to af samme køn fylder i praksis i en præsts hverdag, er det grotesk at bringe det frem i en jobannonce, siger rektoren til Kristeligt Dagblad. Han henviser til, at samkønnede vielser er meget sjældne og derfor ikke fylder i præsternes daglige arbejdsopgaver. I 2016 blev der i alt viet 105 homoseksuelle par i den danske folkekirke.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Formuleringen tenderer diskrimination af bibeltro præster, mener Hans-Ole Bækgaard.
Biskoppen blev spurgt

Efter diskussion om formuleringen af jobannoncen i menighedsrådet spurgte menighedsrådsformanden biskop Peter Skov-Jakobsen til råds. Og biskoppen gav grønt lys for ordlyden, oplyser DR Nyheder.

– Jeg synes, at det er helt forståeligt, at en menighed giver udtryk for, hvilken præst de vil have. Og selvfølgelig kan en menighed skrive, at de ønsker en præst, der kan vie alle mennesker i kirken, siger biskop Peter Skov-Jakobsen. Han afviser samtidig, at der er tale om diskrimination af konservative præster.

– Der er bestemt ikke tale om diskrimination. Det her handler om åndsfrihed. Vi accepterer, at der er to forskellige holdninger til de her spørgsmål i folkekirken. Men her er altså en menighed, som beder om at få en præst, der kan bruge alle kirkens ritualer, siger biskoppen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Det er dog stadig op til den enkelte præst, om vedkommende vil foretage vielser af samkønnede.
Ifølge en rundspørge foretaget af TV2 Nyhederne for nylig oplyser 20 procent af Folkekirkens præster, at de ikke vil vie samkønnede.

’Troende præster’

Siden sognepræst Thorkild Grosbøll i 2003 afviste troen på en skabende og opretholdende gud har flere kirker med lidt forskelligt ordvalg annonceret efter troende præster.

I Fredens-Nazareth Sogn i København har man således for nogle år siden fx brugt den formulering, at man ønskede ”en præst med en dyb og levende relation til kirkens Herre”.