Ny senior-gudstjeneste for ældre i Aalborg

Den nye seniorgudstjeneste skal være et supplement til søndagsgudstjenesten, fortæller præst Carsten Jensen.

Kirken skal også tilgodese de ældre, mener Citykirken Aalborg.

Torsdag den 25. januar kl. 11 starter Aalborg Citykirke en helt ny type gudstjeneste, som er særligt målrettet modne og seniorer på 60+.

Gudstjenesten, der får navnet ”Classic Frokostmøder”, byder på lovsang, troshistorier, forkyndelse med et evangelisk budskab og mulighed for personlig forbøn. Bagefter mødes man i kirkens café, spiser frokost og har socialt fællesskab.

På opfordring

Flere har efterlyst en type gudstjeneste, som er tilrettelagt efter den ældre generations præferencer og stil. Det kan sammenlignes med, at de fleste kirker også har særlige gudstjenester for andre aldersgrupper, fx børn og unge, forklarer Carsten Jensen, som er præst for ”Aalborg Citykirke Classic”, der er afdelingen for 60+.

– Dermed ikke sagt, at den nye seniorgudstjeneste erstatter søndagsgudstjenesten, hvor alle generationer i kirken mødes til sang og forkyndelse. Men frokostmøderne bliver et godt supplement, hvor man dyrker fællesskabet med jævnaldrende. Det giver én noget andet, noget særligt, når man samles med folk på ens egen alder, og det gælder alle aldersgrupper, også seniorer, siger Carsten Jensen.

Per Hyldgaard taler

Ved den første seniorgudstjeneste den 25. januar kommer Per Hyldgaard og taler. Han har tidligere været præst i Nordjylland og leder i dag missionsorganisationen Gospel Outreach.

Classic Frokostmøder er åbne for alle seniorer i Aalborg og omegn. Frokostmødet holdes hveranden torsdag i måneden i Aalborg Citykirkes lokaler på Samsøgade 54, 9000 Aalborg, og der er fri entré. Den efterfølgende frokost i kirkens café kan købes for et mindre beløb.

 


Artiklen fortsætter efter annoncen: