Trosfriheden trues af politisk kontrol

Kristendemokraterne frygter den folkestemning, der kræver politisk tankekontrol over det civile samfunds trossamfund.

Det siger KDs landsformand Stig Grenov, som nævner en række eksempler:

”Først var det Socialdemokratiets næstformand Mogens Jensen, der ville afskaffe præsters frihed til at nægte at vie homoseksuelle. Nu har Tommy Petersen, medlem af Københavns Borgerrepræsentation for De Radikale, slået til lyd for at alle præster, der ikke vil vie homoseksuelle, bør fyres.”

Også uden for politikernes rækker findes disse holdninger. På Facebook er der folk, som vil fyre mandlige præster, der ikke anerkender kvindelige præster. Det gør, at flere politikere øjner en mulighed for at profilere sig på disse sager. Og denne ensretning og manglende forståelse for andres tro, holdninger og ytringsfrihed er en regulær fare for det danske frisind, vurderer Stig Grenov.

Ifølge KD må borgerne mene, hvad de vil, så længe der ikke krummes et hår på modstanderens hoved. Men politikerne blander sig i stigende grad i civilsamfundets indre anliggender, siger Grenov og minder om, hvordan S-SF-R regeringen i sin tid vred armen rundt på Folkekirken og gennemtvang homoseksuelles mulighed for at blive gift i kirken. Det sidste nye er, at Socialdemokrater og

Radikale nu truer præster, der fortsat er ulydige mod politikernes rettroende holdning, med afskedigelse.

”Det er et spørgsmål om tros- tanke- og åndsfrihed stadig skal være en bærende værdi i vores forståelse af danskhed, eller om ensretning efter den til enhver tid værende folkestemning skal tryne mindretallene? Det er en farlig udvikling, der ender med at lægge bånd på de danske frihedsværdier”, slutter Stig Grenov.