Sangerinde med prolife-budskab til Grammyfest

– Jeg lavede lavede dette maleri som 20-årig i 2007, da jeg ventede min dejlige datter. Nu har jeg så kopieret det på brudekjolen, fortæller sangerinden Joy Villa, som her ankommer til Grammy-uddelingen 2018. På tasken står teksten ”Vælg livet”.

Joy Villa har også i tidligere år båret meget specielle Grammy-kjoler.

– Jeg er en prolife-kvinde. I år har jeg valgt at sende et signal på den røde løber som jeg altid har gjort det. For mig handler det hele om livet.

Det siger sangerinden Joy Villa, som ankom til årets Grammyfest i en hvid kjole med et farvestrålende billede af et foster. Billedet var et maleri af sangerindens datter midt i en regnbuefarvet livmoder.
Sangerinden medbragte også en taske med ordene ”Choose Life” (vælg livet).

Bortadopterede datter

Den konservative singer/songwriter havde dedikeret kjolen til datteren, som hun bortadopterede som 20-årig for 11 år siden.

– Jeg er utrolig velsignet ved at have givet liv, og jeg håber at jeg kan opmuntre enhver i en lignende situation til at vælge bortadoption, siger Joy Villa. Hun har tidligere udtalt sig imod abort.
– Jeg tror på, at man skal elske både barnet og moderen, og jeg er stolt af at være #ProLife. Der er så meget smerte derude, men jeg vælger at sprede kærlighed og håb.

Jeg håndmalede min kjole med en kopi af det portræt, jeg malede af min datter i 2007, da jeg var 20 år og gravid i 8. måned med min skønne datter. Hende har jeg bortadopteret til en fantastisk familie, fortæller sangerinden.

Kjole med Trump-støtte

Den 31-årige Joy Villa voksede op som præstedatter i Californien. Hun blev i 2016 gift med den danske forfatter og fotograf Thorsten Overgaard.

Flere år i træk har Joy Villa vakt opsigt ved Grammyfesten på grund af sine specielle kjoler. I 2015 bar hun fx en ret gennemsigtig orange netkjole. Sidste år viste hun derimod sin støtte til Donald Trump med teksten ”Make America Great Again” skrevet på en kjole i de amerikanske farver.