Hvad siger Bibelen om at forebygge sygdom?

(Læsetid: 6 minutter)
”Jeg skændes ofte med min mand. Og efter hver gang føler jeg mig uendelig træt.”

Kære Orla
Jeg skriver dette brev til dig, fordi jeg gerne i bibelsk sammenhæng vil vide noget om, hvordan vi kan forebygge sygdom.
Bibelen taler meget om helbredelser, især om alle de helbredelser, som Jesus udførte, og som de første disciple udførte.

Også din Brevkasse handler om helbredelser. Det er jo naturligt nok. Der er jo ikke noget, der er større for en syg end at blive rask. Desuden ser det jo også ud, som om der bliver flere og flere syge i vores land, også syge kristne. I min menighed er der i hvert fald mange syge. Det berører os alle.

Når jeg nu spørger ind til, hvordan vi kan forebygge sygdom, så mener jeg selvfølgelig, at der må findes en eller anden form for vejledning i Bibelen.

At man ved sund, økologisk kost og i det hele taget ved motion og lignende, kan bevare sit helbred. Det er jeg med på. Det læser man jo om hele tiden i enhver avis og i alle ugeblade. Jeg vil derimod gerne vide om det åndeliges påvirkning af vores helbred.

Jeg skriver også, fordi jeg forleden under min bibellæsning faldt over Markus-evangeliet kap. 16, især vers 18, hvor der blandt andet står disse mystiske ord: – ”og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem;”

Så vidt jeg forstår, handler disse vers om nogle specielle egenskaber ved de troende. Det med at indtage gift uden at blive skadet, det er jo i høj grad aktuelt, når man hele tiden læser om, hvor forurenede vores fødevarer er af sprøjtegift og af andre dårlige stoffer.

Men nu til noget andet. Jeg er nemlig slet ikke rask selv.
Jeg er blevet døbt med Helligånden på et møde i en Pinsekirke. Jeg synes, jeg fik det så godt i lang tid efter. Men alligevel døjer jeg nu fortsat med min nedtrykthed og træthed.

Jeg skændes ofte med min mand. Og efter hver gang føler jeg mig uendelig træt. Jeg er meget vred på ham og utilfreds. Jeg føler, at jeg er blevet meget udsat for uretfærdighed.
Jeg føler også mistillid til stort set alle. Min psykolog siger, at det skyldes alle de skuffelser, jeg har oplevet.

Jeg er slet ikke rask fysisk. Jeg døjer meget med mit blodtryk og med min fordøjelse. Jeg har været til forbøn mange gange. Men det har ikke hjulpet. Jeg føler mig stadig syg og træt.
Mon du kan sige noget til mig, som kan hjælpe.

Venlig hilsen
Den Trætte.

 

Syndefaldets sindstilstande er skadelige

 

Kære Trætte
Det er en kendsgerning, at der er et meget tæt forhold mellem vores indre legeme og vores ydre legeme.

Når vores indre påvirkes i dårlig retning, så påvirkes vores legeme også i dårlig retning. Vores indre tilstand påvirker faktisk vores legeme nok mere, end vi til dagligt tænker over.

En mængde sygdomme giver vi næring ved f.eks. at bære på utilgivelighed, nedtrykthed, frygt, sorg, ængstelse, utilfredshed, dårlig samvittighed, had, eller mistillid, som følge af skuffelser, og også vrede.
I dit tilfælde, siger du, er dit forhold til din mand ikke godt. Tænk det grundigt igennem, for sådan et forhold har omkostninger for jer begge.

De lige nævnte dårlige tilstande i vores indre, stammer fra Syndefaldet. Derfor kalder jeg dem for Syndefaldets sinds-tilstande.

Guds tanke var, at vi mennesker skulle være fyldt med retfærdighed, fred, lys, glæde osv. Men så kom Syndefaldet sat i scene af djævelen, og det ødelagde det hele. For Syndefaldet blev årsag til et vældigt angreb på os mennesker af forkerte sinds-tilstande.

Du skriver, at du efter at have skændtes med din mand, føler dig uendelig træt.
Ja, netop i den sammenhæng er træthed et tegn på, at dit fysiske såvel som dit psykiske overskud er opbrugt. I den tilstand er din modstands-kraft mod sygdom nedsat. Dit immunforsvar er også svækket.
Du fortæller, at du har været til forbøn mange gange. Men det har ikke hjulpet.

Her skal du vide, at der er nogle, som ikke kan modtage helbredelse fra Gud ved forbøn. Tit er det fordi, de i deres indre har lukket noget forkert ind.
Det er ikke godt at bære rundt på Syndefaldets frugter i sit indre. Det er vi mennesker slet ikke beregnet til.

Du skriver også til mig, at du er blevet udsat for uretfærdig behandling. Det er ikke godt. Men vi er faktisk ikke lovet retfærdighed her på Jorden. Jeg tror, at alle mennesker oplever at blive udsat for uretfærdighed, mens de opholder sig på denne planet.

Mennesket var af Gud skabt til at leve i daglig glæde. Men så kom syndefaldet. Men det var faktisk glæden, vi skulle have levet i. Det var Guds plan og tanke. Glæden er derfor også det sundeste for os.
Læs i denne sammenhæng hvad der står i Ordsprogenes Bog kap. 17, vers 22: ”Glad hjerte giver godt helbred, modløshed udtørrer knoglerne. ”

Udtørrede knogler: – Hvad mener Bibelen med det? Det er døden, der her tales om. Mangel på glæde er altså livsfarligt.

Man kan spørge, om det ikke er urealistisk altid at skulle være glad?
Nej, det er det ikke ifølge Bibelen. Men problem er bare, at vores glæde bliver udfordret hele tiden.

Nu spørger du måske: – ”Hvordan kan jeg bevare glæden i mit liv?
– Arbejd på andres glæde. – Spred glæde omkring dig. – Så glæde, så vil du høste glæde. Det er en åndelig lov. Det siger Jesus.

Her er vi så nødt til at gå til Jesus for at drikke af Helligåndens kilde. Forvandlingen af vores tanker og vores indre formår vi ikke selv. Det er Guds værk ved Helligånden. Her rækker vores egne evner og kraft ikke til.

Jeg ved, at mænd kan være vanskelige. Det kan kvinder også. Men brænd ikke dit krudt af på at skændes med din mand. Det er spild af kostbar energi og spild af kostbar tid. Det spild er livet for kort til.

Med venlig hilsen
Orla Lindskov.

Læs også