Påskeoptog i Københavns gader Langfredag

Billedet viser asylansøgere bære et kors ned ad Eliaskirkens trappe under et af de foregående års Københavnerpassion.

Det traditionsrige gadeoptog, Københavnerpassionen, foregår i år på Langfredag den 30. marts kl. 18:40 til 22:15.

Gadeoptoget, som fortolker langfredagens beretning musikalsk og dramaturgisk starter med en gribende iscenesættelse af Jesus’ vej til korset.

Det hele begynder med domfældelsen på trappen foran Eliaskirken på Vesterbro. Senere iscenesættes gravlæggelsen i Helligåndskirken, inden arrangementet slutter i ’dødsriget’ i Natkirken i Vor Frue.

Optoget går i langsomt tempo og er familievenligt. Du har mulighed for at støde til undervejs på ruten, oplyser Vesterbro Sogn.

Klokken 18:40 er der opvarmning på Vesterbro Torv: Jazz ved Tuesday Night Brass Band. Klokken 19:30 er der Gospel og fællessang på Rådhuspladsen v. Helene Armfelt Dahl. Klokken 20:00 synger Sankt Annæ Pigekor ved Domhuset på Gammeltorv.

Medvirkende: Esben Duus og Tuesday Night Brass Band går forrest i optoget hele vejen fra Eliaskirken til Vor Frue Kirke. Undervejs fylder de gaderne med stemningsfuld jazz på trommer og blæsere.