Unge ved alt for lidt om kz-udrydelsen af jøderne

Også børn blev udryddet i nazisternes kz-lejre. Men det har mange glemt eller aldrig hørt om.

To ud af tre yngre amerikanere ved ikke, hvad Auschwitz var, viser en ny undersøgelse.

Trods nedslagtningen af næsten en million jøder foruden tusinder af polakker, romaer, sovjettiske krigsfanger og andre grupper i den nazistiske dødslejr, er det ukendt stof for 66 % af USAs millennials, skriver Religion News Service.

Voksende uvidenhed

Undersøgelsen, der blev fremlagt af organisationen Conference on Jewish Material Claims Against Germany, viser, at to tredjedele af de 18-34 årige amerikanere ikke ved, hvad Auschwitz var. Gennemsnittet for alle voksne var 41 procent.

Samtidig viser det sig, at 31% af alle amerikanere og over fire ud af ti millennials tror, at kun 2 millioner jøder – eller færre – blev dræbt under Holocaust. Det er en brøkdel af de seks millioner jøder, som er det historisk accepterede officielle antal.

”Jeg var lamslået over disse tal. Det viser bare, hvor let verden glemmer, og vi betaler en høj pris for ikke at huske”, sagde rabbi Marvin Hier. Han er grundlægger og leder af Simon Wiesenthal Center, som arbejder for at sikre menneskerettighederne og sætte fokus på folkemord i Europa.

Holocaust-dagen

Undersøgelsen, som blev foretaget blandt 1350 personer i februar, blev frigivet den 12. april, der er kendt som Yom HaShoah eller Holocaust Remembrance Day. Hvert år på denne dag mindes Israel og de jødiske samfund verden over det nazistiske folkemord under 2. verdenskrig.
Marvin Hier vurderer, at undersøgelsen bekræfter behovet for bedre historieundervisning.
“Amerikanerne og de unge millennials behandler Holocaust som en del af arkæologien, som om det forsvandt fra planeten og aldrig vil komme igen.

Det mener jeg er meget farligt, og det må være et wake-up call for amerikanerne, for veteranerne, som kæmpede for at eliminere nazismen, og deres familier. Det viser vigtigheden af at have institutioner, som holder mindet om Holocaust levende”, sagde Marvin Hier.

Overlevende marcherede

For 73 år siden blev den nu 88-årige Irving Roth befriet fra kz-lejren Buchenwald. Han var først sammen med sin bror i Auschwitz, men da de allierede nærmede sig, blev drengene sendt på dødsmarch til Buchenwald — hvor broderen døde.

På holocaustdagen vendte Roth tilbage til det nuværende museum Auschwitz fra sit hjem i New York. Han har taget samme tur syv eller otte gange siden sin befrielse.
Roth var en af de 70 holocaust-overlevende, som deltog i dette års March of the Living. Det er et 30 år gammelt internationalt undervisningsprogram, hvor deltagerne i løbet af en uge lærer om Holocaust og besøger relevante jødiske mindesteder. Ugen kulminerer med en march på 3,5 km fra Auschwitz til Birkenau, hvor man holder en mindeceremoni.

Irving Roths bedsteforældre døde i krematorierne her. Selv var han nær ved at fryse ihjel. Men han har en stærk begrundelse for at tage den svære rejse.
”Der er stadig hundreder af millioner af mennesker, som ønsker, at det jødiske folk forsvinder, ligesom de ønskede det under Holocaust”, siger Irving Roth.

Deltagerrekord

Deltagerantallet i March of the Living nåede i år en rekord med 12.000 unge og voksne fra næsten 50 forskellige lande. En tredjedel af dem var ikke-jøder. Også Israels præsident, Reuven Rivlin, og den polske præsident, Andrzej Duda, deltog som talere under marchen.
I Auschwitz-museet gispede de deltagere, som for første gang så de dynger af sko, hårbørster, proteser og gryder, der havde tilhørt fangerne i dødslejren, skriver RNS.