Hvordan kan kirken drive mission blandt danskerne?

Kirkeministeriet skriver i en betænkning, at Folkekirken skal forkynde Krisus som verdens frelser.

Hvordan driver man bedst mission inden for en dansk sognekirkestruktur?

Det er spørgsmålet, når Evangelisk-Luthersk Netværk, Dansk Bibel-Institut og Menighedsfakultetet inviterer til sognekirkekonference i Fredericia den 11. juni.

Mission forkyndelse
Konferencen skal hjælpe sognemenighederne med at være i mission, siger Børge Haahr Andersen.

’Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser. Dette udgangspunkt er lovgivningsmæssigt bestemt i Grundloven, der bestemmer folkekirken som den evangelisk-lutherske kirke.’ Sådan lyder det i kirkeministeriets betænkning nr. 1477: Opgaver i sogn, provsti og stift.

”Det er klar tale! Og det stopper ikke her,” fastslår arrangørerne af endagskonferencen. Kirkeministeriets betænkning fortsætter nemlig:
’Forkyndelsen bygger på den grundforudsætning, at mennesker ikke ved egen indsats kan gøre sig fortjent til noget over for Gud, men kun kan modtage alt fra Gud i troen på Jesus Kristus. Kirkens overordnede opgave danner udgangspunkt for de konkrete former, kirkelivet får i sogn, provsti og stift. Alle konkrete målsætninger må dybest set tjene denne opgave.’

Konference for hele kirken

Kirkeministeriets arbejdsgruppe har hermed givet bolden op. Spørgsmålet er så, hvordan man i en dansk sognekirkesammenhæng bedst griber udfordringen og bringer bolden og evangeliet i spil. Hvordan driver man bedst muligt mission i en dansk sognekirkestruktur?

Det vil Evangelisk-Luthersk Netværk, Dansk Bibel-Institut og Menighedsfakultetet sætte fokus på ved at indbyde både præster, øvrige kirkelige ansatte, menighedsrådsmedlemmer samt kirkegængere i øvrigt til konferencen.

Fire foredrag og ni seminarer

Programmet indeholder fire fælles foredrag, der kridter banen overordnet op samt 9 seminarer, der dykker ned i den daglige sognekirkelige virkelighed med dens muligheder og udfordringer.
De fire foredrag holdes af præsterne Sune Skarsholm, Niels Jørn Fogh, Gert Nikolajsen og Flemming Baatz Kristensen.

Sognepræst Elon Jepsen holder foredraget ”Fyld Kirken” som er et af seminarerne.
Søren Dalsgaard, koordinator i Folkekirkens Asylsamarbejde under Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, København holder seminaret ”Favn de fremmede!” og sognepræst Jørgen Jørgensen taler om emnet ”Slip nådegaverne fri!”

Hjælp til mission
Sognepræst Elon Jepsen holder et seminar med titlen ”Fyld Kirken” på sognekonferencen.

Arrangørerne håber at give inspiration, opmuntring samt konkret hjælp til at være i mission i en dansk sognekirke-sammenhæng.

”Den kristne kirke har fået evangeliet betroet som en dyrebar skat, som vi skal forvalte og give videre i ansvarlighed over for kirkens Herre. Derfor må vi i sognemenighederne dels søge at opbygge menigheden og dels gøre vort til, at flest muligt hører evangeliet.

På konferencen vil vi både trække det store perspektiv op i fælles foredrag og give konkret og praktisk hjælp i en række målrettede seminarer. Vi tro på, at dagen kan blive en vigtig saltvandsindsprøjtning til at være kirke med målet for øje”, siger Børge Haahr Andersen, rektor ved Dansk Bibel-Institut

Konferencen holdes mandag den 11. juni kl.9.30-17.15 i Michaelisgården ved Sct. Michaelis kirke i Fredericia.