Ny bog om kristen spiritualitet

’Et udelt hjerte’ lanceres på Hellig Kors Kloster den 16. juni.

Carsten Dalsgaard Hansen

Lørdag den 16. juni udkommer bogen ”Et udelt hjerte – kristen spiritualitet i en splittet verden” på ProRex Forlag.

”Et udelt hjerte” er skrevet af cand.theol. Carsten Dalsgaard Hansen. Han har været sognepræst samt leder og behandler i Blå Kors Danmark.

Nu bor han i Skjern, hvor han sammen med sin hustru Marianne er leder af Hellig Kors Kloster på Dejbjerg Hede ved Skjern.

Bogudgivelsen markeres ved et arrangement på Hellig Kors Kloster den 16. juni kl. 14, hvor alle er velkomne.

Med Kristus i centrum

Bogen ’Et udelt hjerte’ beskriver, hvordan den kristne tro er under stigende pres fra såvel islam som fra en sekulariseret kultur. Men i stedet for defensivt at gå i forsvar, vælger Carsten Dalsgaard offensiven:

Han tegner et billede af, hvordan verden ser ud med Kristus som centrum i vores eksistens. Og med overraskende og til tider provokerende indsigter opmuntrer han til åndelig selvbesindelse, der udmønter sig i både ord og handling, skriver forlaget.