Kendt børneleder er død

Kristian Jensen fra Evangelisk Børnemission døde den 9. juli.

Kresten Jensen nåede at fortælle om Jesus til over 100.000 børn.

Tidligere landsleder for Evangelisk Børnemission, Kresten Jensen, døde mandag d. 9. juli. Om morgenen blev han pludseligt og uventet dårlig. En kristen sygeplejerske var til stede, og de bad sammen. Få minutter senere gik han hjem til Jesus under stor fred, fortælller datteren Dorthe Lykke Jensen.

Kresten var udlært tømrer, men fik tidligt kald til at være børnemissionær og gik ind i arbejdet i Evangelisk Børnemission, som Børn & Tro hed dengang. Han fik sammen med sin hustru Birgit datteren Dorthe, sønnen Martin og tvillingerne Jakob og Jette. Hele familien var engageret i børneevents, lejre og børneklubber, så længe børnene kan huske tilbage.

I 1987 blev Kresten og Birgit landsledere for Børn & Tro, da stifterne Minnie og Henry Eskelund gik på pension. Efter Birgits død i 1997, giftede Kresten sig i 1998 med Hanna og de fik sammen efternølerne Miriam og Marcus, der i dag er 16 og 17 år.

I 2012 overlod Kresten hvervet som landsleder til sin ældste datter, Dorthe, men han fortsatte aktivt i organisationen på forskellig vis.

Kresten Jensen fik på sin 70-års fødselsdag sidste sommer Dronningens Fortjenstmedalje for sit arbejde i Børn & Tro i over 40 år. Her ses han sammen med datteren Dorthe, der nu er leder af Børn & Tro.

I februar 2017 fik Kresten en blodprop i hjernen, hvilket ændrede familiens liv drastisk og betød, at Kresten måtte flytte på plejehjem. Her nåede han at bo knap et år, hvor han ikke kunne ret meget. Men han havde stadig energi og lyst til et sidste projekt og dikterede derfor sine memoirer til datteren Dorthe, hvilket der er kommet en spændende bog ud af. “Bondedrengen fra Kraghede” vidner om et liv levet for Gud med utallige frø af Guds ord sået i børn gennem årene. Denne bog kan købes i Børn & Tro’s webshop eller hos Saxo.

Kresten var et usædvanligt menneske fyldt af gode ideer, mildhed, glæde og humor. Han mødte altid børn og voksne omkring sig med stor anerkendelse. Han elskede at fortælle gode historier – især om Jesus. Han har gennem årene fortalt mindst 100.000 børn om sin frelser og herre.

Begravelsen foregik fredag den 13. juli fra Strandvejskirken i Humlebæk.

 


Artiklen fortsætter efter annoncen: