Feministiske spændingsroman af dansk folkekirkepræst

Tina Hastrup von Buchwalds roman ”Sibyllernes kamp i Vatikanet” kan vel bedst beskrives som en katolsk, feministisk spændingsroman skrevet af en dansk folkekirkepræst.

Bogen præsenterer imidlertid sig selv som ”en fagbog for Rom-nørder, en turguide ind i Vatikanets hemmeligheder og en science fiction-roman”, hvilket også er tilfældet med denne lidt sammensatte bog, der handler om interne magtkampe i Vatikanet og især om katolske kvinders kamp for adgangen til præsteembedet.

Romanen foregår i en fremtid, hvor endnu en pave er abdiceret, og man står overfor valget af en ny. Blandt kandidaterne er den progressive kardinal, Arezzo, der blandt andet kæmper for kvinders ret til at blive katolske præster på lige fod med mændene. Denne kardinal har en dansk ven, en folkekirkepræst, som i perioden op til og under pavevalget er på besøg hos sin kardinalven i Rom. Sideløbende følger man en gruppe kvinder, der fungerer som en form for menighedstjenere i sogne, der ikke har kunnet få en præst pga. præstemangel.

Disse kvinder kommer til at fungere som en form for discountpræster i deres menigheder, men ønsker brændende at blive anerkendt som egentlige præster.

Én af dem, Sylvia fra USA, har en søster, Søster Teresia, der er nonne og arbejder for Arezzo, hvormed de to sideløbende handlinger flettes sammen.

Overfor disse personer, som fremstilles ensidigt positive i romanen, står deres diametrale modsætninger, kardinalen Mosheimer og den unge præst Filippo Ganzoni, der til gengæld er beskrevet som reaktionære, kvindefjendske og, vil det vise sig, langt fra med rent mel i posen.

Gennem hele romanen får man beskrivelser af Roms seværdigheder og et indblik i Vatikanets verden, hvor det sidste dog er farvet af fordomme og underliggende hensigter.

Dette giver romanen et propagandistisk præg, som ikke blot skæmmer selve beretningen, men placerer den mellem flere stole. Hvad vil forfatteren egentlig med bogen? Vil hun fortælle en spændende historie, eller forsøger hun at føre sin kamp for kvindelige præster også i Den katolske Kirke i romanform? Eller måske begge dele på en gang.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



En sådan dobbelthensigt lykkes imidlertid sjældent, og det gør det heller ikke her. Dette sammen med den meget stereotype personbeskrivelse, der ikke levner meget plads til fantasien, og den underlige genreblanding af faktion og fiktion, som bogen selv præsenterer sig som, gør, at den på ingen måder placerer sig blandt de romaner, der giver romangenren sin berettigelse.

Tina Hastrup Von Buchwald:
Sibyllernes kamp i Vatikanet
276 sider • 259,95 kr.
Forlaget Mellemgaard