KDs ’pæne mand’ taler ud

Den 26. august bragte netavisen Altinget et flere sider langt interview, som blev lavet under et roadtrip med KristenDemokraternes landsformand, Stig Grenov.

KristenDemokraternes formand havde tilrettelagt et travlt program for Altingets udsendte: De kører fra kyst til kyst og besøger et værested i Skjern, en trængt landmand i Videbæk, Udrejsecenter Kærshovedgård og et cafémøde om integration i Hedensted.

Journalist Morten Okkels og fotograf Arthur J. Cammelbeeck taler undervejs med Stig Grenov, som i interviewet betegnes en ”undertippet, men meget optimistisk partiformand”.

”Det er vores styrke at være et kendt parti. Så ved folk, vi ikke er en døgnflue. Det er samtidig vores problem, når folk sjældent hører os ad, fordi de ved, hvad vi mener i forvejen – eller tror, at de ved det,” siger Stig Grenov til Altinget.

Ved afgangen fra Hørsholm viser han sig at være et morgenmenneske, som er ”hjertelig og lattermild” fra starten.

Stig Grenov, hvad adskiller Kristendemokraterne fra så mange andre politikere?

”En ting er, at andre partier er materialistisk funderede. Vi er ikke primært et fordelingspolitisk parti. Vi tager udgangspunkt i det gode liv for det enkelte menneske frem for en kassetænkning,” svarer Grenov i interviewet.

Han taler om aktuelle emner som kriminalitet, forebyggelse og frivillige foreninger, mens turen går mod Vestjylland.

”Det er der, man kommer nogen vegne med mennesker. I stedet for at prøve at redde Danmark med etårige børn i institutioner og heldagsskole, og hvad ved jeg …” lyder kommentaren fra Grenov, der selv er lærer på en privatskole.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Han taler meget om børn, unge og uddannelse. Han er fx meget imod, at unge satser alt på at få 12-taller.

I 2011 blev Grenov enstemmigt valgt som leder af KD efter Per Ørum Jørgensen. Men heller ikke i 2017 kom partiet i Folketinget.

”Jeg havde egentlig heller ikke regnet med at komme ind, men vi gjorde os godt bemærket, og det tæller alt sammen,” siger Grenov i interviewet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



KD har ni kommunalpolitikere og et regionsrådsmedlem. Seks af dem er valgt i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Forholdet til pressen

”Jeg er forberedt på, jeg ikke har nogen venner. Selv når man deltager i udsendelser, der giver sig ud for det ene, kan dagsordenen være en anden,” siger Grenov om forholdet til pressen. Han tilføjer, at han nok er den eneste partileder, der er blevet spurgt, om han tror på Jesu Kristi opstandelse.

Og det vil KDs landsformand gerne stå ved, at han gør. Men hvis emnet er politik, skal man ikke tale om tro, mener han.

Mens bilen kører over Fyn, spiller Grenov på opfordring noget af sin musik. Valget er faldet på DC Talks Jesus Freak-plade fra 1995, hvor det blandt andet handler om at stå ved sin tro, selv om andre måske griner af det.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Det er ikke min opgave som politiker at missionere eller kun arbejde for kristne vælgere. Derfor kan jeg selvfølgelig stadig have politiske holdninger, der kommer ud fra en kristen livsholdning, siger Grenov.

Abortkampen

Selv om KD kalder sig et midterparti, vil man afgjort pege på Lars Løkke som statsminister.
I Skjern besøger Grenov Café Værestedet, som hører under KFUM. De formår at løse nogle vigtige opgaver, også når socialkontoret er lukket. Modsat socialisterne mener KD nemlig ikke, at staten skal gøre det hele.

I værestedet fortæller KDs Hanne Simonsen fra Ringkøbing-Skjerns byråd og regionsrådsmedlem Marianne Karlsmose om frontfiguren Kristian Andersen, som næsten blev borgmester. De nævner også kampen for de ufødte liv.

”Vi har videnskaben på vores side, når vi siger, livet starter ved befrugtningen, og abort er drab, at slå et menneskeliv ihjel,” siger Grenov og fastslår, at KD står enigt sammen om denne holdning. Partiet ønsker at sikre, at udsatte gravide får reel oplysning – også om alternativer til abort.

I Videbæk fortæller landmand Niels Peter om sin kamp mod højspændingsledninger, der skal gå hen over hans grund. Det vil forringe både ejendommens værdi og folks livsglæde. Stig Grenov har allerede taget sagen op i de lokale aviser, blandt andet Herning Folkeblad.

Udrejsecenteret

På Udrejsecenter Kærshovedgård i Ikast-Brande Kommune bor nogle af de udviste ayslansøgere, som skal forlade Danmark.

Stig Grenov taler om og med nogle af sine bekendte blandt de udviste iranske kristne.

– Danmark skal ikke hjælpe dem, fordi de er kristne, men fordi de er mennesker, understreger Grenov, før selskabet besøger en af de udviste, der frygter at blive sendt tilbage til Iran.

Men hvordan kan man være imod Støjbergs politik og samtidig støtte statsministeren?

Det handler om at trække i den rigtige retning, lyder svaret.

”Ikke farlig nok”

”Skal man bryde igennem politisk, skal man virke farlig. Eller være forhadt eller blive latterliggjort og allerhelst det hele på en gang, og så vinder man alligevel til sidst. Ligesom Uffe Elbæk, Pia Kjærsgaard og Donald Trump,” lyder vurderingen fra Altinget.

Artiklen nævner i denne sammenhæng Jesus Kristus, ”sagt uden sammenligning i øvrigt”.

Det kan være Stig Grenovs ulempe, hvis han bare bliver overset som den flinke mand.

Journalisten nævner sin vurdering for landsformanden, som godt kan se, at budskaberne ind imellem bør forkortes og skærpes. Men ikke alt kan laves om.

”Jeg tror, der må være en plads til os. Ellers går vi ned på at bevare ordentligheden. Jeg nægter at prostituere mig selv som partiformand. Jeg vil hellere tabe et valg som leder af et seriøst parti, end jeg vil råbe og skrige for medieomtale til fire mandater.”

Og dermed fik KDs landsformand det sidste ord.