Prolife-centre sparer USA 161 mio. $

Prolife-klinikker hjælper millioner af kvinder og børn og sparer samtidig penge for USA.

Louise Summerhill fra Toronto, som var hjemmegående husmor og mor til syv børn, følte i 1968, at hun skulle gøre noget for at hjælpe kvinder, der oplevede en uønsket graviditet. Derfor startede hun Birthright-centre både i Canada og i USA.

I en 80 siders rapport dokumenterer The Charlotte Lozier Institute, at prolife-organisationen Susan B. Anthony List har givet gratis hjælp til 2 millioner mennesker og sparet USA for 161 millioner dollar alene i 2017.

Rapporten med navnet ”A Half Century of Hope, A Legacy of Life and Love” (et halvt århundrede med håb, liv og kærlighed) er skrevet af forskerne Moira Gaul og Mai W. Bean, som ønsker at fejre Susan B. Anthony Lists 50- årige indsats for mødre og børn.

Fødselsret-centre

“For et halvt århundrede siden, mens tilslutningen til fri abort voksede i USA, blev der startet en kampagne for at give håb til kvinder, der overvejer abort. Det første selvstændige graviditetscenter i Nordamerika slog dørene op i 1968 i Toronto, Canada, under navnet Birthright,” hedder det i rapporten.

Grundlæggeren af Birthright (fødselsret) var Louise Summerhill, som senere rejste til USA for at fortælle om konceptet, hvor gravide kvinder kunne få anonym og gratis hjælp uden løftede pegefingre – en hjælp, der vel at mærke var grundfæstet i kærlighed til både mor og barn.

Resultatet blev, at flere tusinde mor-barn centre slog dørene op.

Fra 2.600 centre

I rapporten analyseres data og serviceydelser i 2017 på 2.600 af de omkring 2.750 centre i USA. Der er også medtaget vidnesbyrd fra ældre kvinder, som fik hjælp så langt tilbage som for 35 år siden.

De 2.600 centre i rapporten blev bedt om at udfylde et af to online spørgeskemaer. På baggrund af besvarelserne kunne Moira Gaul og Mai W. Bean konkludere, at omkring 2 millioner fik gratis hjælp gennem centrene alene i 2017 – hvilket svarer til, at samfundet sparede omkring 161 millioner dollar.

Serviceydelserne inkluderer bl.a. graviditetstests, rådgivning om seksuel risikoadfærd, forældrerådgivning, ultralyd og andre lægelige tilbud samt henvisning til socialkontorer og praktisk hjælp for både kvinder, unge og mænd.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Mor-barn klinikker under NGO-en ’Susan B. Anthony List’ tilbyder gratis undersøgelser, lægehjælp og rådgivning på 2.750 centre i USA.
Kærlighed i aktion

I 2017 blev der lavet ikke mindre end 400.100 gratis ultralydundersøgelser foretaget af frivillige sygeplejersker og sonografer, som også udførte 679.600 gratis graviditets-tests.

Omkring 67.400 personer arbejder frivilligt på graviditetscentrene, og 7.500 professionelle sundhedsmedarbejdere har brugt deres tid og evner til at tilbyde gratis serviceydelser.

Centrene har også tilset 24.000 klienter, som efter en abort har haft brug for rådgivning og/eller yderligere professionel hjælp.Endelig har centrene undervist over en million studerende om, hvordan de undgår seksuel risiko-adfærd.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Rapporten fastslår: ”Centrene er vokset til en global bevægelse og er stadig ’et vidnesbyrd om kærlighed i aktion’”.