Retssag mod dansk læge efter medvirken til selvmord

Den 76-årige tidligere læge Svend Lings, som har rådgivet folk om selvmord, er nu på anklagebænken i byretten i Svendborg.

Det skriver DR.dk

Svend Lings er tiltalt for at have hjulpet tre personer, heraf en ældre kvinde uden alvorlig sygdom, med at tage livet af sig selv.

– Hun var ifølge eget udsagn svært alderdomssvækket. Hun havde set sin mand dø langsomt af en alvorlig sygdom. Hun ønskede ikke selv at komme i samme situation. Hun var fuldstændig afklaret. Hun ville ikke leve længere, sagde Svend Lings i retten.

Kvinden døde for nogle uger siden.

Anklager Kirsten Flummer undrer sig over, at Lings havde givet råd om selvmord til en person, som ikke var alvorligt syg.

Men den slags overvejelser tynger ikke Svend Lings’ samvittighed. Han forklarer, at han i det aktuelle tilfælde kunne sætte sig ind i vedkommendes situation. Samtidig afviser den tidligere læge at have medvirket til selvmord.

Anklagen mod Lings handler om Straffeloven § 240, som lyder: Den, som medvirker til, at nogen berøver sig selv livet, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.