Solgården ønsker et fællesskab som forvandler

På efterskolen Solgården ønsker man et fællesskab, som forvandler. Tre ting danner rammen for at nå dette mål: Troen på Jesus, deling af Bibelens beretninger og et fællesskab med plads til forskellighed.

Elever i 10. klasses kan vælge Bibellinjen, som bl.a. indeholder en studietur til Israel.

Der sker rigtig meget på Efterskolen Solgården i Tarm. Der spilles badminton, volleyball og fodbold. Der øves musik, arbejdes med it og kreative produktioner samtidig med, at hele den boglige del også kræver sit.

En af de muligheder, som for mange elever har stor betydning, er de mange små snakke om liv og tro.

Det kan være på værelset med ens rum-bo, i dagligstuen sammen med en ven eller måske med en lærer henover en kop kaffe efter aftenandagten.

– På Solgården ønsker vi at skabe rammer, så der er mulighed for at få tid til den gode snak om troen, livet eller noget helt andet. Det er også en del af det forvandlende fællesskab, fortæller viceforstander Peter Jensen.

Psykologi- og retræteprofil

Midt i et aktivt fællesskab er der også af og til behov for at kunne trække sig, og på skolens psykologi- og retræteprofil er det netop et af temaerne. Muligheden for at finde redskaber til at trækkes sig og opleve stilheden midt i en efterskolehverdag sprængfyldt med utallige muligheder, er noget, der virkelig trækker elever til.

Lovsang for 300 gæster

Solgården inviterer også andre indenfor i fællesskabet, og for tiden er man i fuld gang med forberede det store lovsangsarrangement ”Young Praise”, som finder sted på Solgården fredag den 29/9 kl. 19. Der forventes besøg af omkring 300 juniorer.

Musik er for flere af eleverne en stor del af hverdagen. Mange elever har stor passion for deres musik, og ønsker at bruge deres evner, når der er forskellige lovsangsarrangementer – ikke mindst om fredagen, hvor skolens bands på skift er med til at lede lovsangen for resten af skolen.

Populær bibellinje

Elever i 10. klasse kan vælge Bibellinjen, hvor de i fem timer om ugen går i dybden med Bibelens budskab. Og ikke mindst får snakket om, hvad troen helt konkret betyder i hverdagen.

Solgården er tilknyttet Luthersk Mission.