Frikirke fejrer 30 år og indsætter tidligere folkekirkepræst
Det er ikke så tit at en tidligere folkekirke-og valgmenighedspræst bliver indsat som præst i en frikirke. Men Midtjyllands Frikirke i Ikast indsætter nu Ulrik Flinta som pastor i menigheden ved en fest for kirkens 30 års fødselsdag søndag d. 28. oktober.
Menighedens ledelse og Ulrik Flinta mødte hinanden i Jerusalem for 2 år siden og Ulrik har siden været på besøg flere gange og er tilknyttet menigheden.
Finn Vestergaard, der er med i menighedens ledelse, fortæller om ansættelsen af den tidligere folkekirkepræst:
”Vi har go’ kemi sammen, og supplerer hinandens stærke og svage sider godt, og så deler vi kærligheden til Jesus, Guds nærvær og Israel med hinanden. Ulrik er ansat på deltid, og skal være med til at styrke hyrde- og lærefunktionen.
Han interesserer sig meget for Israel og hebraisk og det er med til at give en dybde i tingene, som styrker den femfoldige tjeneste, som menigheden bygger på.”
’Mirakler i Midtjylland’
Midtjyllands Frikirke er en del af et fællesskab af frikirker i Danmark under Apostolsk netværk.
Midtjyllands Frikirke blev for nogle år siden kendt fra en serie på DR3, ”Mirakler i Midtjylland”, som handlede om nogle unge i kirken, der oplevede Guds kraft i deres hverdag. En voksende ungdomsgruppe der oplever Guds kraft er stadig noget, som kendetegner menigheden.
Fødselsdagen og indsættelsen af kirkens nye pastor foregår søndag d. 28.10 kl. 14.30 i kirkens lokaler Finlandsgade 53 i Ikast. Alle er velkomne, oplyser Finn Vestergaard.