Hinduistisk politiker vil fjerne kristne missionærer fra Indien

(Læsetid: 1 minutter)

Parlamentsmedlem Rakesh Sinha beskylder kristne missionærer for at forsøge at skade indisk kultur og vil derfor have dem til at forlade landet, skriver Religion today.

– Kristne missionærer har i de sidste 300 år arbejdet for at ødelægge den oprindelige kultur, siger Rakesh Sinha, som ønsker at Indien skal være en hindu-nation.

– Det er på tide at forberede at få kristne missionærer ud af landet, mener også hindu-gruppen RSS-National Volunteer Corps.

Holdningen imødegåes dog af Prabhajar Tirkey fra Rashtriya Isai Mahasangh økumeniske forum, som understreger, at Indien har haft mange fordele af de kristne missionærers arbejde. Han tilføjer, at han og flere andre har bedt Indiens præsident og parlamentets formand om af udvise Sinha.

Rakesh Sinha har tidligere i år udtalt, at ”kristne er en trussel for landets enhed”. Kristen mission skulle også udgøre en trussel mod demokratiet i Indien.

“De sammensværgelser, som udklækkes af disse missionærer er en trussel mod landet,” har Sinha udtalt.

Tre delstater i Indien skal til valg senere i år som optakt til nationalvalget i maj næste år. Hindupartiet Bharatiya Janata Party (BJP) regerer i delstaterne Madhya Pradesh, Rajasthan og Chhattisgarh. Det forlyder dog, at mange i Indien nu har fået nok af BJP.

Læs også