Danmark bør tage imod Asia Bibi

I en historisk dom den 31. oktober frifandt Pakistans højesteret den kristne Asia Bibi, som har siddet på dødsgangen siden 2010 anklaget for blasfemi mod profeten Muhammed.

I Pakistans måske mest berømte blasfemi-sag blev Asia Bibi arresteret og fængslet i juni 2009 på grund af en påstand om at hun havde fornærmet profeten. Det skete, da hun under sit arbejde med at plukke bær i marken drak vand af det samme kar som hendes muslimske kolleger. En muslimsk kvinde sagde, at hun som kristen ikke måtte røre karret og beskyldte hende for at fornærme profeten Muhammed, da Bibi i et efterfølgende ordskifte samtidigt udtrykte sin kristne tro. Efterfølgende blev Bibi arresteret. Ifølge blasfemilovene i Pakistans straffelov er fornærmelse af profeten Muhammed en forbrydelse, der kan straffes med døden.

Højesterets frifindelse har nu affødt voldsomme protester fra islamister med demonstrationer i gaderne og trusler om vold. Bibis advokat har måttet flygte ud af landet. Bibi selv er gået i skjul, da hun er i overhængende fare for at blive dræbt.

Det gælder nu om at finde et land, der vil give hende asyl, før det er for sent. I Storbritannien er en gruppe gået sammen for at lægge pres på regeringen for at lade Bibi rejse ind, men døren er lukket.

Ingen af de europæiske lande, der ellers kæmper for overholdelse af menneskerettigheder står i kø for at modtage Bibi. Man forbigår hendes sag i tavshed.

Det kan der være to årsager til. Enten er man bange for, at muslimer, der bor i Europa, skal reagere med protester i gaderne, ligesom det er tilfældet i Pakistan, og at ambassader vil blive angrebet i muslimske lande som under Muhammedkrisen. Eller det kan være, fordi Asia Bibi har den forkerte tro.

Vestlige regeringer har systematisk vendt det blinde øje til de horrible kristenforfølgelser, som foregår i muslimske lande, hvor Pakistan netop er et af de steder, hvor det er allerfarligst at gå i kirke.

På verdensplan er kristendommen den mest forfulgte religion, men få taler om det, og ingen gør noget ved det. Om det er af skræk for islam eller af sympati for jagten på kristne, er et åbent spørgsmål.

Danmark, der beskytter menneskerettigheder og ligestilling, bør gå foran og vise et eksempel i denne sag. Jeg opfordrer derfor den danske regering til at give Asia Bibi og hendes famile asyl.