Egyptens præsident skænker kopterne ny katedral nær Kairo

Abdel Fattah el-Sisi

De koptiske kristne i Egypten fik en helt særlig julegave, idet præsident Abdel Fattah el-Sisi åbnede Mellemøstens største koptiske kirke nær Kairo på den koptiske Juledag, den 7. januar 2019.

Kirken er en gave fra præsidenten til landets koptere, som de seneste år har oplevet voldsomme angreb fra islamister. Siden 2016 er over 100 kristne blevet dræbt i kirker eller under pilgrimsrejser. En politibetjent blev dræbt og to andre såret af en bombe nær en kirke i Kairo to dage før julefejringen.

Egyptens koptiske pave deltog ligesom præsidenten i kirkeindvielsen. Kæmpekirken skal være en del af en ny hovedstad, som skal opføres uden for Kairo. Den nye kirke skal ses som ”et budskab om fred og kærlighed til verden,” sagde Abdel Fattah el-Sisi.

En gruppe evangeliske kristne under ledelse af mellemøsteksperten Joel Rosenberg deltog i indvielsen.

”Vi har aldrig set noget lignende i historien: at en sunni-arabisk muslimsk præsident fra verdens største arabiske land har bygget en kirke og foræret den som en gave til Egyptens kristne. Jeg tror, præsident Sisi sender et budskab ikke bare til sit eget folk, men også til alle muslimer om, at muslimer og kristne kan leve fredeligt sammen. Det er en ekstraordinær udvikling,” sagde Joel Rosenberg.