Danske sygeplejersker får inspiration fra Norge

(Læsetid: 3 minutter)
Camilla Kaltoft blev færdig som sygeplejerske den 20. januar. Hun er meget inspireret af bogen ’Øjet og kaldet’, som er skrevet af den norske sygeplejeforsker Kari Martinsen. Foto: Dansk Kristelig Sygeplejeforening.

Når danske sygeplejestuderende skal lære faget, kommer de ikke uden om navnet Kari Martinsen. Den norske sygeplejeforsker besøger de studerende på Diakonhøjskolen i Aarhus den 16. marts til ”Kaffe med Kari” som led i Dansk Kristelig Sygeplejeforenings landsmøde den 15.-16. marts.

Den norske sygeplejeforsker Kari Martinsen har skrevet bogen ‘Øjet og Kaldet’.
Foto: Dansk Kristelig Sygeplejeforening.

Den nu pensionerede Kari Martinsen, ”Sygeplejens ydmyge superhelt”, kombinerer sygeplejen med den kristne tro. Hun har foruden sin sygeplejerskeuddannelse en Magistergrad i filosofi og Dr. philos i historie, begge dele fra Universitetet i Bergen.

Inspiration fra Løgstrup

I Danmark var Kari Martinsen med til at oprette kandidat- og ph.d.-uddannelsen for sygeplejersker 1990-1995.

Med udgangspunkt i den danske teolog og filosof K.E. Løgstrups tanker er hun en utrættelig fortaler for ”sansende nærvær” som en vigtig forudsætning for sygeplejerskens faglige skøn.

Det hellige i sundhedplejen

Kari Martinsen har skrevet en lang række fagbøger. Den seneste, ”Bevegelig Berørt”, handler om, hvorvidt ’det hellige’ kan finde sted i en travl sygeplejehverdag.

– Vil vi leve i en kultur og med et sundhedsvæsen, hvor intet er helligt, og alt kan reduceres til sociale konstruktioner? Vil et samfund og et sundhedsvæsen, hvor intet er helligt, ikke være skamløst? spørger hun.

For ansatte i det danske sundhedsvæsen er ordene om det hellige, det sansende, nærværet og langsomheden en kærkommen modvægt til kravene om naturvidenskabelig evidens, effektivitet og dokumentation, mener Dansk Kristelig Sygeplejeforening.

Men den norske professors tekster er filosofiske og dermed ikke lettilgængelige. Derfor får sundhedsarbejderne nu mulighed for at møde den kendte sygeplejetænker i et mindre forum, hvor man må spørge ind til vanskelige passager i hendes tekster.

– Jeg glæder mig meget til at høre Kari Martinsen tale om det at tyde håbet religiøst, siger udviklingskonsulent Annette Langdahl.
”Kaffe med Kari”

Dansk Kristelig Sygeplejeforening har det seneste par år arrangeret dialogmøder kaldet ”Kaffe med Kari” for sygeplejestuderende. Hver gang har det været et tilløbsstykke. En af de tidligere deltagere er den nyuddannede sygeplejerske Camilla Kaltoft fra University College Lillebælt i Odense. Hun fortæller:

”Jeg spurgte Kari Martinsen, hvordan vi som sygeplejersker kan se patienten ”med hjertets øje” i akutte situationer, hvor hurtige, instrumentelle handlinger er afgørende for at redde patientens liv.

Til det svarede hun: ”Du skal tænke på, hvordan du bruger det instrumentelle. Hvordan lægger du venflon på en patient i en akut situation? River du armen til dig og stikker nålen i, eller gør du det nænsomt, men hurtigt? Vi skal bruge det instrumentelle ’ikke-instrumentelt’”. Den dialog inspirerede mig til at skrive min bacheloropgave om ”Eksistentiel og åndelig omsorg i akutmodtagelsen,” siger Camilla Kaltoft.

Flere sygeplejestuderende vil få chancen for at komme i dialog med den nu 76-årige professor emeritus til ”Kaffe med Kari” den 16. marts på Diakonhøjskolen.

Temadag om håb

En anden del af DKS’ landsmøde er en temadag den 15. marts, hvor også færdiguddannede er inviteret. Her vil Kari Martinsen tale om: ”Det menneskelige og det suveræne håb”.

Udviklingskonsulent Annette Langdahl siger om landsmødet: ”I tråd med, at temaet for hele landsmødet er HÅB, så HÅBER jeg, at mange finder vej til Diakonhøjskolen og vil blive inspireret og beriget af både oplæggene og også vores lørdagstema, hvor overskriften er ”HÅB FOR DIG!”

Her handler det om omsorg for omsorgsyderen, og om at blive bevaret i en hektisk tid.”

Man kan læse mere om landsmødet, tilmelding mm på www.dks-forum.dk. Man behøver ikke være medlem af foreningen for at deltage.

Læs også