Årsmøde med tilbageblik på 25 års kamp for ufødtes liv
Hvis kirken opgiver kampen for de ufødte, ødelægges noget afgørende i vores Gudsopfattelse, mener Retten til Liv, som holder årsmøde i Kronjyllands Frimenighed, Grenåvej 34A i Randers den 6. april.
Jens Lomborg, præst i Skjern Bykirke og formand for Evangelisk Luthersk Netværk, vil i foredraget kl. 13 tage et opgør med den distance og fortielse, som abortsagen omgærdes af langt ind i kirkens egne rækker. Årsmødet vil markere Retten Til Livs 25 års jubilæum, blandt andet med tilbageblik ved foreningens første formand, Orla Villekjær. Der vil også være fokus på Færøernes abortkamp ved formanden for den færøske søsterorganisation, Provita.
Dagen afsluttes med en forbønsgudstjeneste for de ufødte, hvor Retten til Livs igangværende 40 Dage for Livet-bønnekampagne i fastetidens 40 dage samtidig markeres. Der findes en særlig liturgi til formålet på bloggen: 40dageforlivet.dk
Årsmødet begynder klokken 9.30 med kaffe og slutter klokken 17, oplyser landssekretær Ellen Højlund Wibe.