Danmark fordømmer raketangreb på Israel

(Læsetid: 3 minutter)
Danmarks ambassadør, Charlotte Slente (foto indsat af Vidar Norberg), fordømte straks Hamas’ angreb. I dette hus i Moshaw Misheret blev syv beboere såret. Foto: Israels politi.

Danmarks ambassadør Charlotte Slente var hurtigt ude med en fordømmelse af rakettangrebet fra Gaza, som ramte et jødisk hjem nord for Tel Aviv. Syv personer blev skadet mandag morgen.

– Det brutale angreb i går, da en raket blev sendt fra Gaza og dybt ind i Israel, var fuldstændig uakceptabelt. Det var rettet mod det civile samfund og ramte et hus med en familie på syv. Det var bare et lykketræf, at de kun blev sårede. Ønsker god bedring til dem alle, skrev Charlotte Slente på Twitter.

Tidligt mandag morgen blev raketten affyret fra Gaza. Den ramte den britisk-israelske familie Wolfs hus i Moshav Mishmeret nær Kfar Saba som en fuldtræffer.

– Det var tæt på, at jeg havde mistet familien. Hvis vi ikke havde nået at komme i bomberummet, havde jeg nu skullet begrave familien, sagde Robert Wolf, der immigrerede til Israel for 30 år siden.

I huset befandt sig to børnebørn, et barn på fire måneder og et andet på to år. Sønnen Daniel Wolf havde sovet på sofaen denne nat. Derfor hørte han sirenen og vækkede familien, som løb i bomberummet. Mor Susan nåede dog ikke så langt og fik derfor de værste skader.

Israel svarer igen

– I går blev en raket skudt fra Gaza dybt ind i Israel. Den ramte et hjem nord for Tel Aviv. Syv personer blev skadet, inklusive to små børn, og mirakuløst blev ingen dræbt. Jeg vil ikke tolerere den slags, sagde statsminister Benjamin Netanyahu.

Statsminister Netanyahu var i USA, hvor han mødte præsident Donald Trump. Denne underskrev anerkendelsen af Golanhøjderne som israelsk territorium, 52 år efter at Israel tog Golan under seksdageskrigen. Raketangrebet fik Netanyahu, som også er forsvarsminister, til at aflyse en planlagt middag tirsdag samt en tale til lobbygruppen AIPAC for at rejse hjem.

Israels forsvar svarede tilbage med at bombe flere hundrede mål i Gaza. Det var især Hamas, som blev ramt i Shati, Beit Hanoun, Saja’iya og flere andre steder. Et af målene var Hamas-leder Ismail Haniyehs kontorer i Rimal, som blev brugt til militære møder.

– Jorden vil skælve, så længe Hamas-terroren truer Israels indbyggere, sagde Israels FN-ambassadør Danny Danon.

Terroristerne i Gaza skød mindst hundrede raketter mod Israel. Der blev affyret 30 raketter, efter at der var indgået en uofficiel våbenhvile med hjælp fra Egypten. Våbenhvilen trådte i kraft mandag klokken 22.

Et hus i den israelske by Sderot ved grænsen til Gaza blev ramt af en raket.
– Tirsdag morgen åbnede jeg døren og så sprænghovedet. Det var ikke eksploderet. Hvis det var gået af, var hele huset blevet sprængt. Jeg forlod ikke Sderot, da mine børn var små. Jeg vil heller ikke forlade det nu. Vi vil komme os efter dette, sagde Shlomo Moskowitz.

Læs også