Netanyahu fastholder flertal efter valg

Valget den 9. april giver Benjamin Netanyahu og højrefløjen et knebent flertal i Knesset.

Billedet viser en valgstand for det israelske arbejderparti, som gik tilbage fra 18 til 6 pladser i Knesset. Foto: Vidar Norberg

Den siddende premierminister Benjamin Netanyahus parti, Likud, fik 36 af de 120 pladser i Israels parlament efter valget den 9. april.

Efterfølgende har Netanyahu haft gode betingelser for at danne en højrekoalition, skrev The Jerusalem Post den 12. april.

Svære forhandlinger

Det er Netanyahus femte periode, hvilket er israelsk rekord. Men intet parti har nogensinde haft flertal i Knesset. Der var da også næsten dødt løb mellem Netanyahus Likud og tidligere forsvarsminister Benny Gantz’ parti, Blå og Hvid. Oppositionen ledes således nu af centrum-venstre-partiet Blå og Hvid, der fik 35 mandater.

Netanyahu har 42 dage til at danne en ny regering – efter at være indstillet til at lede forhandlingerne. Han forhandler med flere højrefløjspartier, blandt andre Yisrael Beytenu med Avigdor Liberman som leder. Denne fik fem mandater, hvorefter han erklærede sig som vinder af valget og krævede indflydelse i forsvarspolitikken.

De ultra-ortodokse partier gik dog fra 13 til 16 mandater. Et af disse partier er United Torah Judaism, som kræver lederskab af Knessets finanskomite og kontrol over tre ministerier. De har før haft sundhedsministeriet, men kræver nu også ledelsen af socialministeriet og bygningsministeriet.

Forsvarspolitikken

Højrepartierne har generelt stærke holdninger til bosættelsespolitikken, forsvarspolitikken og de ultraortodokses rettigheder.

Tre dage før valget lovede Netanyahu pludselig at annektere bosættelser på Vestbredden, hvis han genvandt magten.

Hans udtalelser har vakt protester i hele verden. Men Netanyahu nyder stadig stor opbakning i Israel, selv om han pt. er under mistanke for korruption. En høring om anklagerne er berammet til juli, mens afgørelsen kan forventes omkring årsskiftet.


Artiklen fortsætter efter annoncen: