Påske er fest fordi døden gik forbi

Krista skrev påskespil for skolebørn.

(Læsetid: 4 minutter)
– Hvorfor red han på et lille æsel, / når der nu var heste nok at få? /
Jesus var en anderledes konge,/ og han vidste, hvordan det skulle gå.
Hosianna, hurra for kong Jesus! / Hosianna, Davids Søn!, synger skolebørnene i Fjelstrup Kirke og vifter med palmegrene.

– Det føltes lidt som et kors eller som at være gravid. Men jeg ville så gerne fortælle i børnehøjde, hvad påsken handler om.

Det siger Udfordringens korrekturlæser, organist Krista Revsbech, som den 3. april så Fjelstrup skoles 2. og 3. klasseselever opføre sit nye påskespil.

– Jeg kunne ikke komme med lange teologiske udredninger, og der er også grænser for, hvad man kan sige i skolens regi. Men jeg lagde vægt på at fortælle børnene, hvad der skete de enkelte dage i påsken, så de får en forståelse for, hvorfor det hedder Palmesøndag, Skærtorsdag, Langfredag og hvad vi fejrer Påskedag.

– Mange skoler vil gerne lave krybbespil til jul. Men vi manglede et påskespil for børn, fortæller Krista Revsbech. Og så skrev hun et.
Mere bag skallen

– Jeg vil ikke nedgøre folks påsketraditioner, og jeg starter med noget, folk kender: Først kommer en hare ind med et kæmpeæg. To børn åbner det og finder en seddel med teksten: ”Vil du vide, hvad påsken er inde bag skallen? Led i den gamle bog for at forstå, hvad det handler om!”

Den gamle bog ligger på prædikestolen, hvor en lille dreng står som fortæller. Det er lidt gådefuldt og Harry Potter-agtigt, men rekvisitterne er helt enkle, forklarer Krista Revsbech.

Beskidte tæer

I scenen fra Skærtorsdag sidder apostlen Peter, da Jesus kommer med et vaskefad.

PETER: 1. ”Jesus, hvorfor vasker du tæer på mig,/du ku’ let bli’ beskidt,/ når du bøjer dig!”

Omkvæd:

Har du beskidte tæer,
så bli’r du ren og skær,
når de bli’r vasket! (x2)
JESUS:

2. ”I skal bøje jer, som jeg nu har gjort, /være tjener for hinanden
i småt og stort!”
Omkvæd:

Har du beskidte tæer,…
Derfor hedder det Skærtorsdag!

Drengene råber

Langfredags begivenheder skildres med flere talekor, og drengen, der spiller den romerske leder Pontius Pilatus, går op i rollen. Det samme gør de børn, som råber, at Jesus skal korsfæstes og hepper på Pilatus.

I sangen om Langfredag hedder det: ”Der var så mange, lange timer den dag,/ da Jesus hang på et kors. Jesus, han, som var så god,/ sømmet fast i hånd og fod.
Der var så mange, lange timer den dag./ Derfor hedder det Langfredag!”

En god oplevelse

– I starten var det hele meget fremmed og uvedkommende for børnene. Men da de forstod mere om påsken, blev selv de mest drilske elever positive og glemte at tænke på madpakken, siger Krista. Hun tilføjer, at påskespillet fik sin endelige form undervejs i samarbejdet med eleverne.

– Jeg har før skrevet musicals for børn om lignelser, men det her var det vigtigste. Påskens budskab skulle være letflydende og ikke komisk.

”Påske var en glad fest, / for døden gik forbi. / Nu var der frihed, / hvor der før var slaveri,” hedder det i beskrivelsen af jødernes påske, som Jesus og disciplene fejrede skærtorsdag.

Børnene fra Fjelstrup Skoles 2.-3. klasse optrådte for deres familier og jævnaldrende elever fra Faurdalskolen. En medarbejder fra børnehaven mødte op for at se sine tidligere børnehavebørn optræde.

Skolelederen bad Krista komme med ”noget” igen til næste år. Og flere lokale provstier, som har støttet produktionen, vil muligvis bruge påskespillet i fremtiden.

Sol over alle grave

I slutningen af spillet løber børnene ud gennem gravhullet, tager påskeliljer i hænderne og synger:

”Vi vil pynte op med påskeliljer,
påske er en rigtig dejlig dag!
Solen skinner over alle grave,
vi vil leve og hejse vores flag!
Jesus er ikke længer’ i graven!
Han stod op, som han havde sagt. / Jesus er ikke længer’ i graven! / Han har knækket dødens magt!

Læs også