En vild Gudsoplevelse at synge salmer

Fokus er flyttet – væk fra mig, væk fra os, og over på Ham, som påsken handler om, fortæller Rebekka Kaastrup-Mathew.

(Læsetid: 7 minutter)

Den musikalske skønhed Rebekka Kaastrup-Mathew om tro – og om salmebandet Aera, som er aktuelt med et nyt album den 12. april.

– Arbejdet med salmer har åbnet en ny verden for mig på min rejse med Gud. På grund af min frikirkebaggrund har jeg dyrket lovsang meget mere end salmer, men for snart syv år siden startede vi salmebandet Aera.

– Det var vores guitarist Peter Sandegaard, der fik idéen. Han havde nogle gode akkorder og syntes, vi skulle gå i gang med salmer. Og Christian Ehlers, som er pianist, min søster Sabina og jeg, som begge synger i bandet, var enige.

– Da vi så gik i gang, fik vi sådan en ”Nu synger vi himlen ned til jorden”-oplevelse. Vi følte det alle sammen som om, Gud sænkede sin fred ned over os. Det har i det hele taget været en vild Guds-oplevelse at arbejde med salmer. Hvor et fokus er flyttet – væk fra mig, væk fra os, og over på Ham, fortæller Rebekka Kaastrup-Mathew.

Salmesangerinden har et liv fyldt med tro, musik og kærlighed. Hun er gift med skuespiller og kulturpræst Mikkel Kaastrup-Mathew, som hun mødte i 2008. Parret fik i 2014 datteren Agnes, og i 2017 sønnen Poul Abel.

– Vores første album, som bare hed ”Aera” var meget stille og fredfyldt. Musikken ramte bredt. Det nye: “Mens jeg drager ånde her” er en personlig fortolkning af en række danske salmer af bl.a. Kingo og Grundtvig, fortæller Rebekka Kaastrup-Mathew.

Bandet beskriver deres nye musik således: ”Arrangementerne er nutidige og skaber luftige, knitrende stemningsbilleder med elektroniske beats, guitar- og synthflader”.

Et håb før døden

Titlen på albummet rummer et håb, som de medvirkende gerne vil være med til at sende ud i verden.

– Mange er bange for at dø, men der er jo et håb efter døden. Jeg tror, man skal tro på Gud for at komme i himlen. Og at Jesus er vores frelser … også selvom man først finder ud af at tro på Ham i sidste øjeblik. Alle får valgmuligheden hele livet.

– Men jeg tror, man skal sige: Gud er min herre, og Jesus er min frelser, inden man dør, forklarer Rebekka Kaastrup-Mathews, der gerne vil inspirere hertil.

Et nummer uden lyd

På det nye salmealbum er der noget så usædvanligt som et nummer helt uden lyd. For stilhed er blevet en sjældenhed og fortjener en chance til, mener ”bagmændene”:

– Vores musik må meget gerne være en modkultur … til konstant larm og til alt det der med hele tiden at skulle præstere, gøre og opnå en masse ting. Dét får mennesker stress af. På universitet, hvor jeg studerer, har folk næsten altid musik i ørerne i pauserne. Det er så sjældent, man ser nogen kigge ud i luften – tage en pause og turde være stille.

– Derfor er der et nummer med, som er uden lyd … hvor der bare er helt stille.

– Det er så vigtigt at have ro i en tid, hvor alting skal være så effektivt, og hvor man helst hele tiden skal slå flere fluer med eet smæk, pointerer hun.

”Hospitalssangen”

At musik kan noget ganske særligt – ikke mindst i sårbare stunder, erfarede Rebekka allerede som barn. Hun elskede lovsang. Som ung brændte hun for at opleve flere teenagere lovsynge – og var med i en stor teenagegruppe i sin fars frikirke i Hjørring.

Hendes far er den indiske frikirkepræst Punnoose Mathew, og hendes ligeså troende mor, Annie, hjælper til – og er sygehjælper. Rebekka har fire musikalske og kreative søskende: Maria, Sabina, Andreas – og Simon, som er professionel skuespiller og blev landskendt, da han vandt TV2-talentkonkurrencen ”Scenen er din”.

– Vi kørte galt, da jeg var ti år. Lige inden bilulykken havde jeg været med teenagebandet på Sommercamp i Mariager og sunget: ”Du er min Gud”… med ordene ”Når jeg er svag, løfter du mig op…”.

– Nogle dage efter ulykken vågnede jeg op fra koma på Aalborg Sygehus – og lå i hospitalssengen i en respirator og sang den. Den dag følte min mor, at jeg sang himlen ned på jorden. For i dén situation rammer det en dybt, hvad det er, man synger, og hvad Gud er, forklarer Rebekka Kaastrup-Mathew.

Hun havde brækket nakken, og lægerne frygtede, at hun ville blive lam. Men hun og familien fik heldigvis en stor fødselsdagsgave det år. De slap med skrækken:

– Efter fire dage vågnede jeg op på min fødselsdag … til mennesker i hvide kitler, der sang fødselsdagssang for mig.

– Så blev jeg overflyttet til Hjørring Sygehus, hvor min søster, som også var involveret i ulykken, var indlagt, fordi hun havde brækket ryggen.

– Da Sabina kom ind på min stue, sang vi sangen sammen. Hun var 16 år dengang. Det var helt profetisk at synge den ind i vores situation – og meget rørende for vores mor. Det var så svært et tidspunkt for hende – og sangen sagde ”I am gonna make it”… Jeg bliver stadig helt rørt, når jeg synger den. Det er vildt, hvad Gud kan gennem musik, understreger Rebekka Kaastrup-Mathew.

Creamy blev nr. 1

Rebekka og veninden Rannva dannede kort efter gruppen Creamy, som halvandet år efter bilulykken røg ind som nr. 1 på hitlisten i 13 uger. I 2000 – to år efter ulykken – vandt de også en grammy.

Usædvanligt foto

Rebekka Kaastrup-Mathew har en bachelor i dansk og litteratur. Udover musikken og familieliv med små børn arbejder hun også på at færdiggøre en kandidatgrad.

For nylig lagde den flittige kvinde et usædvanligt foto af sig selv på Facebook. Taget lige efter, at hun havde oplevet et nederlag, der gjorde ondt:

– Jeg græd, da jeg fik af vide, at jeg havde dumpet en eksamen. Så fandt jeg mit kamera frem og tog et billede af mig selv og lagde det på nettet med ordene: ”Sådan her ser man ud, når man lige har dumpet sin eksamen”.

– Aldrig har jeg fået så megen positiv respons. Der er brug for, at vi viser, at vi ikke altid lever op til krav og forventninger.

– Apropos sårbarhed, før jeg mødte Mikkel, ville jeg aldrig vise min sårbarhed. Jeg følte, den var pinlig. Men folk synes jo, det er supercool. Man starter en dialog med andre, der heller ikke kan leve op til alle 12-tallerne. Hvorfor skal det definere, hvad man er?

– Man skal selvfølgelig ikke dvæle i negative følelser, men for sådan en som mig, der gerne vil smile til alle, er det supersundt at græde engang imellem, siger Rebekka Kaastrup-Mathews.
Hun er taknemlig for, at hendes mand har lært hende kunsten at turde være svag.

– Man vil så gerne udadtil give indtryk af, at man har styr på tingene. Jeg er opdraget med: ”Husk at smile til folk. Det koster ikke noget”. Og det er også rigtigt og vigtigt at gøre sig umage med at se ud over sig selv. Men det er også i orden ikke at være glad. At være sur. Det er en hårfin balance.

– Man skal kunne skelne mellem at være oprigtig glad og at have en facade. Jeg øver mig altid i at være ægte. Ikke bare påtage mig en rolle. At turde vise når jeg har en dårlig dag.

– Tidligere havde jeg et glansbillede af verden. Men man kan ikke leve op til glansbilleder, og det er ok. Accept af dét gør, at jeg kan være mig selv, pointerer Rebekka Kaastrup-Mathews.
…og som hun tilføjer:

– Gud er der jo også bare. Det kan være, jeg tvivler og til tider synes, jeg står i møg til halsen … for nogle gange er kærlighed irettesættende. Som når vi opdrager vores børn – og på en kærlig måde må sige fra.

Læs anmeldelsen af Areas album ’Mens Jeg drager Ånde Her’.

Læs også