Alpha-kurser hjælper flere til tro

34 danskere deltog sammen med flere end 4500 øvrige deltagere fra 80 lande i Alphas årlige konference i Royal Albert Hall og kirken Holy Trinity Brompton i London.

Formand Jonas Serner Pedersen og generalsekretær Karsten Bach (t.h) ses her sammen med Alpha-kursernes grundlæggere, Nicky Gumbel og hans hustru Pippa.

Siden 2009 har konferencen været holdt her, da den indtil da kunne være i kirken.

Programmet indeholdt talerne Nicky og Pippa Gumbel, Craig Groeschel (Life Church, Los Angeles) Michael Todd (Transformation Church, Tulsa) og James Mallon (Halifax, Canada).
De gav mange inspirerende bud på udvikling og fornyelse af menighed og tro.
– Det var igen en stor og livgivende oplevelse at deltage i London, hvor man virkelig får bekræftet, hvordan Gud arbejder blandt mennesker over hele kloden.
Alpha er nu udbredt i flere end 160 lande, og i 2018 blev der holdt ca. 70 Alphaforløb i Danmark, siger landsleder for Alpha Danmark, Karsten Bach og fortsætter:

Unge bliver mere interesserede

– Vi oplever, at der specielt blandt unge er en nysgerrighed og interesse for at vide mere om den kristne tro.

Alpha er en af flere gode muligheder for komme dem i møde, fordi materialet er let tilgængeligt, gratis at benytte og blot lægger op til, at den enkelte selv stiller spørgsmål og tager stilling, siger Karsten Bach.

– Vi hørte mange gode historier om mennesker, der er kommet til tro gennem Alpha fra scenen, men jeg oplever det endnu mere nærværende at tale med og netværke med de mange mennesker fra forskellige sammenhænge, som oplever, at Gud griber ind i menneskers liv, slutter Karsten.

Nogle af deltagerne fortæller her om, hvad de fik ud af turen til London:

Carsten Riis Jensen, sognepræst, Bøvling, Flyder, Møborg og Nees Sogn

– Tre dage med 5000 kristne fra 80 lande har stor betydning for forståelsen af, at Guds Rige er en global størrelse, og at Helligånden arbejder på tværs af lande- og kirkeskel.
Jeg sad på et tidspunkt ved siden af en ung kristen fra Peru. Han havde aldrig oplevet denne form for kristen enhed før, og da vi sammen lyttede til den katolske præst James Mallon forkynde om Helligånden, endte vi begge dybt rørt og gav hinanden en kæmpe krammer.
Tilsvarende indtryk gjorde den første aftens fokus på unge – i alderen 20 til 30 år. Mødet med den 20-årige Ben Juliano og den 21-årige influencer Sadie Robertson, og den efterfølgende forbønshandling for verdens unge i dén alder, rørte mig dybt.
Og så betød det rigtig meget for mig, at konferencens første oplæg ved Nicky Gumbel var en gennemgang af det, der må komme før udarbejdelsen af en kirkes visioner og strategier, nemlig kirkens VÆRDIER.
Værdier, som vi henter fra Guds Ord og ikke fra alt muligt andet.

Helene Lilleøre, ansvarlig for studenterområdet i Byens Valgmenighed, København:

“At lovprise Gud sammen med tusindvis fra hele verden i koncerthuset Royal Albert Hall var en helt særlig oplevelse i London. Jeg synes, der var en god kombination af interviews, seminarer og talere, der hver bragte deres inspirerende indslag om deres erfaring i ledelse og arbejdet med Gud. Det var en lærerig, indholdsmættet og udrustende konference, der har klædt mig på til mit arbejde i min lokale kontekst. Det var dejligt at dele oplevelsen med de andre danskere, jeg var afsted med.”


Artiklen fortsætter efter annoncen:



 

 

 


Artiklen fortsætter efter annoncen:



 

Peter Bæk, sognepræst, Karlslunde Strandkirke:” 

“Siden jeg første gang rejste uden for Danmark og mødte kristne i andre lande, har jeg altid oplevet det at være en del af en global kirke som en af de største velsignelser og opmuntringer ved det at være kristen.Derfor var det en stor oplevelse at lovsynge Gud i Royal Albert Hall sammen med kristne fra 80 lande. Efter et par dage med vidnesbyrd, forkyndelse, undervisning og gode samtaler tog jeg opløftet fra London med ny inspiration til arbejdet herhjemme.”