Bibelsk biografi om Jesus af en troende historiker
Det er ulogisk, men ofte er det sådan, at når nogle vil finde ud af, hvem Jesus var rent historisk, begynder de med at forkaste de tekster, der fortæller mest udførligt om ham, nemlig de fire evangelier. Men det gør Paul Johnson ikke.
Bibelen er brugbar
Tværtimod betragter han evangelierne som de mest væsentlige kilder til at belyse, hvem Jesus var. Det gør han ikke, fordi han er kristen og bare vil have, at vi kan stole på Bibelen.
Det er som historiker, han argumenterer for, at evangelierne er historisk troværdige. De er skrevet i årene lige efter Jesu død og opstandelse og af personer, der havde været tæt på Jesus.
Johannes havde endda selv fulgt Jesus, så hans evangelium er en øjenvidneberetning.
Nyt lys over kendt stof
Paul Johnson genfortæller ikke bare evangelierne. Som en god kommentator supplerer han med baggrundsviden og forklarende pointer, der kaster nyt lys over det kendte.
Han gør for eksempel opmærksom på, at når Jesus taler imod skilsmisse, er det udtryk for et positivt kvindesyn. Han gør det for at beskytte kvinderne mod at blive betragtet som en mands ejendom, som han kan skille sig af med.
Når vi hører, at Jesus beder knælende, påpeger han, at Moses ellers havde lært israelitterne at bede stående med udstrakte arme, som om de råber til en Gud i det fjerne, mens Jesus knæler stille som et barn ved sin far.
Klogere på Jesus
Om Jesus som menneske skriver Paul Johnson, at en ”imødekommende venlighed var hans mest slående karaktertræk”.
Han fremhæver, at Jesus var selskabelig. Flere gange hører vi om, at Jesus deltager i en fest, ligesom der er mange fester i hans lignelser.
Paul Johnson observerer, at Jesus var meget iagttagende: ”Det er bemærkelsesværdigt, hvor mange gange han beskrives som ”seende”, ”så på”, ”så sig omkring”, ”så op” (…) Hans altseende øjne var formentlig det første, som slog mennesker omkring ham.”
Vi møder Jesus, som vi kender ham fra evangelierne, men bliver også klogere på, hvem og hvordan han var, for Paul Johnson lægger mærke til træk hos ham, som jeg ikke tror, andre har bemærket.
Paul Johnson: Jesus. En biografi skrevet af en troende.
191 sider. 259,95 kr. Hovedland.