Netanyahu lykønsker Indiens premierminister med valgsejr

Netanyahu og Modi har mødtes flere gange, her i New York. Arkivfoto

Narendra Modi og hans hindunationalistiske parti, BJP, har vundet det indiske valg, skriver AFP og BBC. Israels statsminister har lykønsket Modi, men kristne forfølges voldsomt i Indien.

Modis regeringsparti Bharatiya Janata Party (BJP) vandt det seks uger lange valg i ”verdens største demokrati”. Modi kan nu se frem til endnu fem år ved magten.

I september 2014 skrev Udfordringens korrespondent, nu afdøde Richard Oestermann, om den “historiske forbindelse” mellem Israel og Indien og et møde mellem de to landes statsledere i New York.

”Begge mænd forekom optimistiske med hensyn til et nært samarbejde, og Netanyahu indbød Modi til Israel – det første statsbesøg af en indisk statsminister. De drøftede sikkerheds- og udviklingsanliggender og truslen fra islamisk terror.

Indien er – ligesom Kina – storimportør af olie fra Iran. Efter de internationale sanktioner af Teheran, nedsatte Indien omfanget af olie importeret fra Iran. Netanyahu understregede over for Modi faren fra et atom-Iran.

Den indiske leder fortalte Netanyahu, at Indien er det eneste land, hvor det aldrig er blevet tilladt antisemitisme at fremstå, og hvor jøder aldrig har lidt, men har levet som en integreret del af samfundet. Israel er et af de få lande, som Modi besøgte, før han blev valgt til statsminister. De to lande oprettede forbindelse i 1992,” skrev Richard Oestermann.

Indien vil udrense kristne og muslimer

Indiens kristne mindretal har dog alt andet end demokratiske rettigheder i det hindunationalistiske land. I januar opfordrede Open Doors Danmark i et åbent brev statsminister Lars Løkke Rasmussen til at tale med Modi om forfulgte kristne under sit besøg i Indien:

”På papiret repræsenterer Modi verdens største demokrati, men bag kulisserne er der tale om regime-agtige tilstande. Narendra Modi leder det politiske parti BJP, som har sine rødder i den hindu-nationalistiske folkebevægelse RSS, der arbejder for, at ”Indien skal være fri for kristne og muslimer i år 2020”,” skrev Open Doors Danmarks generalsekretær René Brocelius Ottesen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



På Verdensranglisten 2019 over lande, hvor kristne forfølges mest, er Indien nr. 10.