Kiks, kager og kommunikation
Jeg havde kørt igennem Københavns myldretrafik og hentet Susanne fra et kursus. Mit blodsukker var presset i bund. Jeg foreslog, at vi købte en kage. Susanne guidede os via hendes ”To good to go app” til en bager. Her hentede vi en stor bærepose med dagens brød og kager for vel 240 kr til kun 39 kr.
Desværre blev hyggen lidt afbrudt, da den smalle nedkørsel medførte, at højre baghjul ramte en kantsten.
”Knæk,” sagde det.
Lyden kom fra den bagerste del af bilen. Vi listede hjem til campingpladsen. Det var bagerste højre støddæmper, sagde vores mekaniker, da han tjekkede skaden på et af mig afsendt billede.
Vi kunne køre forsigtigt rundt, idet der også var luftpuder bagerst i bilen.
”Støddæmperen var nok slidt i forvejen efter de mange kilometer,” sagde Susanne.
En formildende udtalelse til chaufføren, der aktuelt kæmpede med dette kiks, mens han sendte en stille bøn op.
Dagen efter var vi på Mac. D. med to af vores børnebørn. Der blev begejstret trykket på skærmen fyldt med mad og drikkevarer. Vi kom dog til at vente i elleve minutter. Den uheldige servitrice havde oplevet, at vores pommes frites var blevet snuppet to gange af kollegaer. Hun var noget frustreret over disse kiks. Jeg spurgte forsigtigt:
”Hvordan er reglerne, når maden er forsinket?” Børnebørnene lyttede opmærksomt.
”I får gratis is,” lød svaret prompte.
Vi spiste, legede og valgte is. Mens børnene legede færdig, foretog jeg et mindre indkøb. Jeg gik i retningen af Kvickly og Netto. De to butikker ligger tæt ved hinanden. Jeg valgte en økologisk vandmelon på tilbud frem for den almindelige, inden jeg gik ind i Netto og fandt diverse varer.
Da jeg skulle betale, forsøgte ekspedienten forgæves at få scannet min vandmelon. Han prøvede også manuelt. Han kunne ikke finde denne vare i deres sortiment. Var der en fejl i deres system? Havde han trykket forkert? Pludselig fik jeg den tanke, at måske hørte denne vandmelon ikke til Nettos men Kvicklys sortiment. Ekspedienten tog situationen med ophøjet og opmuntrende ro. Jeg undskyldte, gik ud ad døren og afleverede den stjålne vandmelon i Kvicklys vandmelon-kasse. Susanne lo hjerteligt, da jeg fortalte historien.
Jeg tænker, at kiks er et grundvilkår for os mennesker. Det er altid godt at spise brød til og gerne også kager til kiks.
Accepterer og kommunikerer vi dette grundvilkår i dagligdagen?
Er vi nådige over for os selv og hinanden?
Jeg tænker, at resultatet da vil blive mere solskin og mindre modvind på vores livsvej.
Det mest enestående er dog, at uanset situationerne har Gud kærligt kommunikeret, at han hver dag har valgt at ”dække bord for os”. Det er fascinerende og opløftende dagligt at tænke på, at når Gud dækker bord for os, skal vores småproblemer ikke forstørres og trække overskrifter.