Drengeroman i gladiatorland

Jeg har altid været fascineret af historiske romaner. Hele idéen om, at rejse i fortællingen tilbage i tiden og opleve virkeligheden, som den kunne have set ud for fortidens folk, har dannet grundlag for et utal af bøger og film. Og det med god grund, fordi vi netop kun har forestillingen om en virkelighed, der for længst er passeret, bliver det så meget mere fascinerende.

’Fange i Rom’ er en drengeroman, hvor vi følger brødrene Bryn og Conan, som bliver taget til fange af romerne og ført bort fra deres hjemland, i det nuværende England, og solgt som slaver i Rom.

Bryn er hovedpersonen, jeg-fortælleren, som vil gøre hvad som helst for at undslippe sit slaveliv. Han erfarer dog snart, at prisen kan blive ubetalelig høj. Storebror, Conan, bliver gladiator og sætter i bogstavelig forstand livet på spil i arenaen. Fortællingen har dog også et parallelt spor, hvor Tiro, en anden slave i samme hus som Bryn er, introducerer Bryn til Jesus fra Nazareth. Her præsenteres kristendommens første historie på en meget troværdig vis. Vi ser igennem Bryns øjne et samfund af underlige mennesker, som ikke er rige, men alligevel tager sig af både Conan, Bryn og andre syge og udsatte. Mennesker som taler om Gud som en far, og om en forbryders død som et fuldkomment offer. Ja, der er rigtig meget, der hverken giver mening for barbarerne eller romerne.

Romanen er skrevet af Kathy Lee og oversat i en lettilgængelig dansk udgave, som børn i helt ned til indskolingen vil kunne læse. Læseren får et fint billede af, hvordan livet i storbyen Rom muligvis har været, samtidig er klasseskel, status, håndværkerlaug, husholdning, transport osv. elementer, som bidrager til realismen i skildringen. Den kristne undergrundskirke er ligeledes beskrevet på en måde, så den virker troværdig og med detaljer, så der også vil være noget at hente for den voksne læser.

Kathy Lee: Fange i Rom. 152 sider. 149,95 kr. Lohse