Hospitalsskib i Senegal
Africa Mercy, den tidligere Storebælts-færge, skal i 10 måneder hjælpe folk i Dakar.
Verdens største civile hospitalsskib, Africa Mercy, har netop lagt til kaj i Dakar. Det er første gang siden 1994, at Mercy Ships bringer gratis lægehjælp, operationer og kapacitetsopbygning til Senegal.
De næste 10 måneder vil de over 400 frivillige på hospitalsskibet bringe gratis lægehjælp og operationer til mennesker i Senegal, hvor 38 % af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen og med ringe adgang til basal sundhedsbehandling.
Gratis operationer
”Mange liv vil blive forandret,” siger Ulla J. Holst, generalsekretær i Mercy Ships Danmark. ”Fra august 2019 til juni 2020 planlægger Mercy Ships at gennemføre 1.200-1.700 gratis operationer om bord på Africa Mercy og behandle mere end 4.000 patienter på tandklinikken på land.
Det er mennesker med grå stær, læbe-ganespalte, tandbylder, klumpfødder, struma, fødselsskader, brandskader og andre lidelser, der vil få hjælp,” tilføjer generalsekretæren.
Mobilteknologi
Mercy Ships har som noget nyt gjort brug af mobilteknologi i den indledende patientscreening. Via en app til mobiltelefoner har potentielle patienter fra hele Senegal kunnet sende fotos og sygdomsoplysninger til eksperter i Mercy Ships.
De patienter, som Mercy Ships vurderer at kunne hjælpe, bliver inviteret til en grundigere screening. Teknologien betyder, at de første behandlinger kan begynde kort tid efter hospitalsskibets ankomst til landet.
Opbygger kapacitet
Under opholdet vil Mercy Ships samtidig støtte udbygningen af Senegals sundhedssystem.
Lokale fagpersoner fra sundheds- og landbrugssektoren vil i perioden modtage træning og forpligte sig til efterfølgende at træne andre i lokalsamfundet. Det opbygger kapaciteten i Senegal og kommer lokalbefolkningen til gavn, også efter at Africa Mercy er sejlet fra Dakar.
Selv om Senegal på mange måder har et solidt sundhedssystem, er der stadig et stort behov for den gratis service, Mercy Ships tilbyder i form af lægehjælp, operationer og kapacitetsopbygning. Det gælder særligt i de små landsbyer og i de fattige områder udenfor de store byer. Her bor omtrent halvdelen af Senegals 15,4 mio. indbyggere, og de har begrænset adgang til livsnødvendig sundhedshjælp.
”Vi er glade for at kunne vende tilbage til Senegal. Sammen med den siddende regering og lokale sundhedsfaglige ressourcepersoner er det vores mål at reducere antallet af patienter, der oplever, at basale sygdomme bliver livstruende. Vi vil øge muligheden for, at flere får adgang til rettidig og professionel behandling.
Det er et problem i Senegal – særligt blandt den fattige del af befolkningen. Det er et langt sejt træk, og derfor støtter vi landets ledere i at udvikle en national sundhedsplan som led i regeringens planer om, at et bedre Senegal skal spire frem,” slutter generalsekretær Ulla J. Holst.
Africa Mercy:
• Hospitalsskibet Africa Mercy er ankommet til Senegal i Vestafrika efter 10 måneder i Guinea.
• Ca. 5 mia. mennesker i verden har ikke adgang til en læge eller et hospital.
• Siden organisationen blev grundlagt i 1978, har Mercy Ships på forskellig vis hjulpet mere end 2,7 millioner mennesker.
• Over 400 frivillige fra hele verden arbejder om bord på hospitalsskibet.
Mercy Ships:
Den internationale humanitære organisation Mercy Ships blev grundlagt i Schweiz i 1978 og er baseret på de kristne værdier med næstekærligheden som omdrejningspunkt. Mercy Ships yder gratis lægehjælp og tilbyder kapacitetsopbygning i de lande, hospitalsskibet gæster.